14. november 2007

Halv-rund...


...også på år! :-) Idag er det min fødselsdag. Runder de 35..

Vågnede op til snevejr og haven flot dækket. Skønt. Kan da ikke huske hvornår der sidst har været sne d. 14. november. Nu er det sikkert forsvundet igen, men det var et flot syn. Ungerne sang, højt, fødselsdagssang ved morgenbordet og jeg blev begavet med indtil flere hjemmegjorte ting!
Mine søde kolleger havde sat flag op og købt en gave til mig. Stieg Larson's "Mænd der hader kvinder". Højt besunget af indtil flere, så den glæder jeg mig til. Er ikke normalt til krimier, men med alle de roser den har fået, skal den da have en chance i mit læseunivers også.
I aften kommer lidt af familien til pålægsboller, en kop øl og en tår kaffe. Det er jo, trods alt, bare en almindelig onsdag. Så tager vi et hold til morgenkaffe lørdag og gode venner til middag lørdag aften.
Så fortsat god dag... ;-)

12. november 2007

3 uger..

gik der så lige siden sidste indlæg her på adressen. Endnu engang konstateres det, at man ikke kan nå det hele. (utroligt, at jeg ikke lærer det...)
Ingen færdige arbejder - til gengæld et stk overdraget til færdiggørelse andetsteds og et stk julegave påbegyndt! Forklaring: øreklaphuen til Christian hang i bremsen; olde var på besøg og manglede et strikketøj, så den overtog hun lige. Den er nu færdig, men endnu ikke leveret her på adressen. Forventet ankomst: onsdag (hvor jeg tilfældigvis har fødselsdag :-) ) Skønt med sådan en mormor/olde, der lige i en håndevending kan klare en dejlig varm hue til min søn, når nu jeg ikke selv kan blive snøvlet færdig.Det nystartede, er en jakke med trekvart ærmer til svigermama. Hun kommenterede den i uge 43's udgave af Hendes Verden og den greb jeg så i luften (hun har aldrig ret mange ønsker); bestilte garn her samme aften og er nu i fuldt sving med at fabrikere. Hun ønskede sig en klar blå eller en flot rød. Jeg har valgt den sidste. Har ikke prøvet at strikke i "Eskimo" før. Skal lige vænne mig til den måde garnet er spundet på. Det er jo 100% ren, ny uld og jeg syn's det er ret levende; bøvler lidt med kombinationen af "levende" garn og pinde nr. 8! Tror nu at resultatet nok skal blive godt.
Udover alt det strikke-relaterede flyver tiden jo bare afsted. Vi har en (1) fri week-end fra nu af og til 1. januar. Pyh, det er for vildt. Forsøger at undgå at den også bliver booket op, men det holder hårdt.
Sidste lørdag var ældstepigen og jeg med min søster på brudekjole-jagt. Der skal jo være decemberbryllup, så indkøb var påkrævet. Vi fandt en rigtig fin, enkel råhvid sag hos "Glamour" i Odense. Supersød og klædte hende bare. (Det er ikke den på billedet; den kommende gom skulle jo nødig kunne opsnuse noget...) Sophia syntes at det var top-hyggeligt at være med mor og moster på indkøb. Hun svælgede rigtigt i alle de fiiiine kjoler, hårdimsedutter osv. Vi startede kl. 10 og var først hjemme klokken halvfire. Jooh, hun er ved at udvikle sig til lidt at en power-shopper (til moren's udelte fornøjelse he-he-he). Det lykkedes også at finde tøj til mine tøser til festen. Dejligt, så er det til en side. Den store fik selv lov at gå H&M igennem og fandt denne (bare i sort/hvid) og sorte strømpebukser med sølvstjerner. Dertil et par sølvsandaler. Til mindstepigen faldt jeg over en festkjole i mørkelilla med tyl, pailletter og hele svineriet. Og selvfølgelig sølvsandaler med glimmer til hende. (Hun elskede det og jeg var "bare Verdens bedste mor"- for en kort bemærkning. Hun er i hvertfald stadig angrebet af "prinsessepyntesygen", hvor den store er blevet...ja...stor!). Min plan er, at Christian skal iklædes uglevesten (hvis den vel at mærke bliver færdig), hvid skjorte og cowboybukser. Der bliver ikke et øje tørt, når familien T. møder op til moster og onkels bryllup!!! ;-)
Men vi går da ikke kun op i pige-power-shopping. Husbonden har været hjemme på hele tre længerevarende besøg den sidste tid. Så sent som i lørdags var han hjemme fra middag til 21.30. Gik godt, men er hårdt. Der er stadig sådan lidt "ugens gæst" over hele seancen, men ligesom vi skulle vænne os til at han ikke er her hver dag, så skal vi også vænne os til at han ligepludselig er her, lidt, igen.
Fik læst "hobbitten" af J.R.R. Tolkien færdig i week-enden. Det er godt nok for lidt jeg får vendt sider i nogle gode bøger for tiden. Hvis man har læst "Ringenes Herre" skal man også unde sig selv at gå i krig med denne. Den var lidt tung at komme i gang med, men pludselig vender det og jeg kunne ikke få den færdig hurtigt nok. Glæder mig til den også bliver filmatiseret. Mener at have hørt rygter om, at Peter Jackson også skulle lave den.

Nå, men i morgen er det jo så store X-dag. (altså valg, ikke?) Mener, at jeg har besluttet mig til, hvor krydset skal bruges denne gang. Om det så batter noget vil tiden jo vise... God valg-dag til alle derude!



23. oktober 2007

Hindbær

(ok, ikk' særlig godt billede...)er færdig! Og hvis jeg selv skal sige det: en skøn lille sag. Et rigtig hyggeligt strikketøj og frøkenen har ivrigt fulgt med i processen. Hun er svært tilfreds...
Fakta:
Design: Annette Danielsen (for Isager) fra "Hønsefødder og gulerødder"
Garn: "Indiecita" 100% alpaca fleece i rød (fv. 1299) og "sommer" (fv. HP007) herfra. Originalgarnet er jo Isagers "Tvinni" & "Spinni", men tog chancen og lavede den i "Indiecita" og det lod sig fint gøre.
Forbrug: 81 g rød og 87 g "sommer" til str. ca. 7 år.
Pinde: rundp. 3 + 4
Ændringer: Slog op til en str. 6 år, men lavede så en ekstra øgning, så nederdelen blev lidt videre forneden samt strikkede længden som til en str. 8 år. Har desuden sat en 2 cm bukse-elastik ind i kanten foroven, da jeg syn's den var lidt for løsagtig uden.
Hit eller Skidt: Den er bare i orden! Der er hverken blevet mukket over, at den kradser eller noget. Mit første projekt fra "hønsefødder..."; totalt i orden strikkebog! :-) (På billedet herover poseres der, men gråvejr er nu engang ikke det perfekte fotovejr...)
I morgen har jeg tidligt fri (til gengæld skal jeg så arbejde længe på fredag; men den tid - den ...) Håber på ligeså flot efterårsvejr som de sidste par eftermiddage. Det er godt nok ved at være koldt og mørkt om morgenen. Og tænk i week-enden er det tid til "ur-manøvren"... Så bliver det kun mørkere endnu!! (Dog lysere lige for en kort bemærkning, så det må vi huske at nyde.)
P.S. måske "nogen" skal bede om små sokker af det resterende dejligt, varme og røde alpakkagarn..... ;-)




14. oktober 2007

Dejlig efterårsdag

tilbragt i Odense Zoo sammen med søster, svoger og niece. Vi havde pakket madkurven, kaffen og det gode humør - og så fik vi alle en på opleveren. Der var rigtig mange mennesker; det gode vejr var en af grundene, men også fordi ham her var på scenen. Ungerne syntes det var sjovt og fik tilmed en snak og en autograf bagefter. :-)

Behøver nu ellers ikke ta' i zoo for at se "store dyr": Denne bor i vores entré. Uuuuhhh, jeg er dælme ikke sej, når det kommer dertil. For hulen altså. Så hvis jeg er alene hjemme, får den lov at sidde ubemærket... og ellers får jeg en af børnene til at snuppe den. Total u-cool mor!! hi-hi. Det er faktisk min søsters skyld... ja, det er så... nemlig! Da vi var små/yngre, plejede hun at jagte mig rundt i hele huset med en edderkop i hånden og jeg hylede og skreg jo som en gal. Jeg kan slet, slet ikke ha' dem. Og når de så bliver så store som ham her ved siden af med hår på tænderne og kommer trampende henover gulvet og op ad væggene - ja så er jeg skredet... !!!

Så var der jo lige noget med et sjal. Det er afsendt (og modtaget med tak) af min veninde. En gave i utide, fordi hun bare er så sød og fordi hun har fået nyt arbejde. ;-)
Fakta:
Design: Mit helt eget, hvis man kan kalde det et design. Det er lavet, som jeg tænkte; hen ad vejen. Først hæklet og siden en strikket flæsekant.
Garn: "Note Twist" fra Bilka. 81% acryl/19% uld. Gammelrosa/sand/råhvid-meleret.
Forbrug: 134 g.
Hæklenål/pinde: nål 8 og rundp. 7 (80 cm)
Glemte at måle det, men det blev lidt til den lille side.
Hit eller skidt: Modtageren melder ud, at hun er ganske tilfreds og har piftet en "100 år gammel frakke" op med det... - Hæklede først en stor trekant af en masse luft- og fm. Var ikke helt tilfreds og tænkte, at en strikket flæse med lidt huller og noget var ok. Og sådan blev det...
Ellers er hindbær færdig. Vil dog gerne ha' et billede af den unge dame i nederdelen, så det får vente med en historie om den.
Er derudover gået i gang med en slipover med snonings-ugler til Christian. Et "gammelt indkøb" herfra som jeg lige kom i tanker om, den anden dag. Og så er jeg da forresten også startet på en ny hue til ham. Den er nu kun lige kommet på pindene, så måske er det egentlig lidt snyd at den står på listen... hehe...
I morgen nyder vi jo så den første "rigtige" feriedag, hvor der er planlagt biograftur og lidt shopping. ("Ratatouille" vandt lodtrækningen, så den sætter vi os i de bløde, røde sæder og ser kl. 12:30) Fortsat god efterårsferie derude!!!


9. oktober 2007

Så er det vist på tide...

...med et livstegn her fra mig!!
Og det bliver med et bevis på, at min første Snowdrop rent faktisk er færdig. Den har også været på et par gange - og jeg er vild med den. Okay; 2 indsigelser: den er for varm (endnu) og ærmehullerne er lidt for stramme.
Egentlig ikke nødvendigt med en Faktaboks, da denne model jo så rigeligt er set/lavet/brugt i blog-land, men her kommer den nu alligevel:
Design: Amimono; Helga Isager
Garn: Tvinni grøn (fv. 37), kid mohair lysegrøn
Forbrug: 83 g tvinni + 53 g kid mohair i str. (godt og vel) L
Pinde: rundp. 4 + 6
Ændringer: Slog 147 m op for at få en lidt større str. Den oprindelige hedder jo M/L og det mente jeg var lige optimistisk nok til mig. Lavede også ærmeåbningerne lidt større, men de kunne nu godt ha' fået en tand mere. Det ved jeg så til næste gang.
Hvilket fører til: Hit eller Skidt: For det er jeg sikker på, at der bliver.. En snowdrop mere altså. Den er jo bare supersød. Og så det der med at man slår op; strikke, strikke, strikke, lukker af og så er der bare lige 2 snore at hæfte og vupti - så har man da en bluse!! Genialt!! :-)
Det skrider også fremad med "hindbærrene" til Helena. Mangler de sidste par cm eller 4 og så er den faktisk færdig. Og så er det, at jeg ikke rigtigt ved, hvad der skal på pindene derefter!! Har sådan set garn liggende til både det ene og det andet. Kan være der må en afstemning igang som til biograffilmen der også! ;-)
Indimellem "snowdrop" og "hindbær" er det, som nævnt, blevet til et hæklet/strikket sjal. Mere om det næste gang...
Ellers ser vi jo frem til nogle feriedage i næste uge. Efterårsferie til ungerne. Jeg har fri mandag og tirsdag. Der skal hygges igennem... Vi har i hvertfald planlagt en bif-tur, men kan ikke helt blive enige om filmen. Der stemmes om disse 2....og vi endnu ikke nået til en afgørelse! Det ligger dog fast, at det kun er pigerne og jeg der tager i biffen. Christian får lov at hygge sig med farfar og farmor imens... Jeg kan også høre, at en tur herind presser sig på, men det bliver for deres egne lommepenge!! - Tirsdag, i løbet af dagen, tager pigerne så til Skagen med farfar og farmor, mens Christian og jeg bliver hjemme. Jeg skal jo desværre lige arbejde lidt og han skal i børnehave, men så har vi hyggetid om eftermiddagen/aftenen "uden pigerne", som han pointerer.. ;-)

30. september 2007

Morfartrøje

Ja, det var så den hemmelige fødselsdagsgave. Blev afleveret i sidste week-end, da min lille "næsten-Guddatter" Ida-Marie fyldte 1 år. Moderen blev begejstret og tøsen var snot-forkølet og nolet og ville allerhelst bare se gæsternes fodsåler... ;-) (ellers tak for en hyggelig eftermiddag/tidlig aften..)

Fakta:
Design: Jonna Thue/Hjertegarn
Garn: "Hjerte blend/tendens" 50% bomuld/50% acryl i lavendel og brun
Forbrug: 353 g til trøje og sokker i str. 1 år.
Pinde: 2½ + 3 samt hæklenål 2½ til blomster
Ændringer: en ekstra centimeter i længden, ellers intet.
Hit eller skidt: Har ikke set pigebarnet i den endnu, men jeg er selv ret godt tilfreds med den. Synes den blev lige nøjagtig så sød, som jeg havde håbet på. Sådan noget rib-strik har det jo med at trække sig sammen og se mærkeligt ud, men da den lå udspændt så den nu helt fin ud :-)
Også detaljen med de hæklede blomster med sommerfugleknapper i midten er da ret sød, ikk'?

Derudover er min første udgave af "Snowdrop" blevet færdig (og har også været i brug :-) ) Skal lige ha' taget nogle fotos af den, så skal den nok blive fremvist her på stedet. Og minsandten om ikke det hæklede sjal også er finito-bambino. Skal blokkes lidt, da det er ret så ude af facon - og mon så ikke der også lige kommer et enkelt billede af det. :-)

P.t. er jeg cirka halvt igennem en "hindbær" nederdel til mindstedatteren. Tog chancen og gik i gang i noget alpaka, i stedet for originalgarnet. Tegner godt. Farverne er i hvert fald superflotte. Den store pige har bestilt en "ananas" trøje og er bare ovre det lyserøde, så den skal være blålig!! Har netop bestilt garn hos 123knit.com og er spændt på om de to farver jeg vil kombinere, nu også swinger sammen. Det gik godt mht. de røde farver til hindbær, som mon ikke jeg kan være heldig igen?

Pigerne har været med mormor på camping hele week-enden, så de er lige kommet op af badekarret. Nu dejligt trætte og rene. Lillebror og jeg har nydt at have god tid sammen og i eftermiddags var vi ude at gå tur ved Gals Klint (Middelfart) sammen med farmand. Vi var heldige at kunne gå op og ned ad bakker (bjerge, som mindstemanden siger) og ind og ud imellem træer/stammer/svampe og andet godt i en efterårsskov og få en god halv times gåtur mellem bygerne! Tilmed så vi både bambi'er og skovtrolde iflg. Christian... ;-)

15. september 2007

Nostalgi og huller i ørerne



Blæsevejret idag gav anledning til at finde den varme trøje frem (når man beder ham finde "Christian-smilet" frem ser han sådan ud! Lækker gut, ik'? :-) ) Det slog mig, at denne trøje faktisk er en jeg strikkede til min venindes søn Martin (min gudsøn), da han var i Christians alder og nu er han næsten 9, så den har jo egentlig holdt sig ganske pænt. Det er et Lene Holme Samsøe-design fra HP Garn "Baby og småbørnsstrik nr. 3". - Kan huske at jeg blev rigtig glad, da sweateren "kom tilbage". Christian har løbende arvet tøj fra Martin og en dag var den i en af poserne. Det er jo skønt, at noget man har lagt tid og kærlighed i, kan bruges af mere end et barn!

Manden og jeg brugte en del af formiddagen på "kvalitetstid" med mellembarnet. Hun fyldte 7 for 2 uger siden og vi har i lang tid lovet hende, at når hun blev 7, så måtte hun få huller i ørerne. Så i dag var den store dag. Vi drog afsted, forinden godt forberedt med en lang snak om hvordan og hvorledes (qua storesøsters oplevelse af samme begivenhed for 2½ år siden; med gråd og tænders gnidsel...). Fandt guldsmeden, valgte ørestikkere og blev tegnet på hver øreflip. UUUUHHH, tænkte moren, men ikke et kny fra tøsen! Så nu promenerer hun med fine blomster i ørerne... Sjovt, hvor forskellige søskende kan være. På vej hjem i bilen reflekterer hun over alt det hun havde fået. "Altså huller i ørerne, ny vinterjakke, en bamse og noget at spise og drikke. Er det virkelig dine penge, mor, der har givet mig alt det? Tak for alle tingene." hi-hi-hi, sød pige... Hun er en meget eftertænksom type, som kommer med rigtig mange gode, sjove og kloge bemærkninger. Så er det jo, at man skal huske at notere ned til senere brug....


11. september 2007

Møgdag

Selvom ovennævnte bedst betegner dagen idag, har jeg alligevel lyst til lidt blogning. Skete dog et par positive ting...
Surfede lidt tidligere og faldt over denne bog: "Spirrevipstrik og herlig hækling" af Britta Wilfert. Nogen der har hørt/set/prøvet noget herfra?? Er ret nyudkommet og jeg synes den ser spændende ud.. Kan bl.a. fås her.
Derudover benyttede jeg mig af en "tvungen fritime" (datteren skulle til gymnastik, som tilfældigvis ligger lige ved siden af vores lokale bibliotek ;-) ) og smuttede på biblo. Fik en rigtig go' og givtig snak med vores supersøde bibliotekar (der, viser det sig, også er ret vild med at strikke). Så jeg fik lov at gå bag ved "disken" og søge på hendes computer efter diverse strikkebøger. Reserverede 3 styks! Så det har jeg da at glæde mig til... Listen var lang og da udvalget på hylderne er let at overse, er det jo et helt skattekammer jeg er faldet over - syn's jeg...

10. september 2007

Hverdagen har taget magten..

..så selvom der ikke just er konkrete beviser på det, er jeg her altså endnu. Og der flyver da også både ret/vrang og fast/luftmasker af diverse pinde/nåle!! Men uuhh hvor er det nogle gange for meget - det hele... Måske man skulle overveje at lære meditation/yoga: ouummm........og så glider vi langsomt og yndefuldt over i en klassisk solhilsen.... (Ser for mig elgene fra Disney's Bjørnebrødre: der er nogle "fraklip" efter filmen, hvor de dyrker yoga. hehe...)

Rev en aften ud af kalenderen i torsdags - var egentlig for træt - men endte med at være godt givet ud. Taler selvfølgelig om Hanne Falkenbergs "optræden" på Badstuen i Odense. Meget dygtig dame og vildt sød og beskeden også. Investerede ikke (og var desværre ikke liiige den heldige i lodtrækningen om et kit efter helt eget valg... ;-) ), men jeg er da ret lun på denne!! Fås i ca. 70 farver, så det er bare om at vælge!

Til gengæld har jeg handlet hos Nanna ; kunne dælme da ikke leve uden en "Green Gable" i en dejlig blåbærfarve i det just hjemkomne "Merci". Derudover røg der også alpaka i kurven til en hindbær-nederdel til mindstepigen.
(Guderne må vide hvornår alle de her projekter vil blive ført ud i livet; men det er søreme dejligt at ha' et godt lager, ikk'.... :-) Kunne dog være, at der snart skal indføres garn-indkøbs-stop!!! UUHHH, bare at skrive det, giver mig næsten myrekryb; så mange flotte ting og skønt garn - så lidt tid!!
Indtil da vil jeg begive mig videre ud i aftenen. Der er madpakker at smøre, tasker at pakke og søvn at indhente...

21. august 2007

Jeg har arvet

En af min mormors veninder er gået bort. Under oprydningen fandt man diverse ting i gemmerne og da mormor jo selvfølgelig kender min store interesse, kom hun forbi med en pose til mig. Skønt.. Meeen så kommer problemet. Indholdet var 488 gram (helt nøjagtigt :-) ) islandsk uld. "Edda Viking Wool" hedder det. Garn ved jeg ikke rigtig om jeg kan kalde det, for det er nemlig utvundet. Og det er her mine kvaler opstår: kan man strikke af sådan noget, meget løst, uld/garn?? Man skal nærmest ikke trække i det, før det simpelthen går fra hinanden. Spinde kan jeg jo lissom ikke, så what to do??? Det er jo ellers lige mine farver: 3 nuancer af brunt og en råhvid. Der er 53 g. mørkebrun, 65 g. mellembrun, 221 g. lysebrun og 149 g. råhvid.
Nogle forslag til anvendelse... Anyone?? :-)

20. august 2007

Snowdrop vol.1

Jeg fik en ubændig trang til at begynde på et nyt strikketøj i fredags. hmmm....tænke...tænke..jo for hunde da! Jeg har da et snowdrop-kit liggende! Så mens Disneyshow og A-ha drønede over skærmen til ungernes udelte fornøjelse; viklede og viklede jeg garnnøgler. Og da alle børn var behørigt puttet, blev der slået op til min, noget forsinkede, Snowdrop-debut. (Jeg er vel kun et par år efter alle andre, men pyt... :-) )
Farven (svær at se her..) er blågrøn tvinni/lysegrøn kidmohair og jeg elsker den allerede. Størrelsen er jeg dog straks mere loren ved. Jeg er jo en str. "lidt større end stor" så jeg har slået 7 m mere op end til end M/L i opskriften og har taget 9 m mere ud. Synes nu ikke den ser voldsomt large ud, men det er jo selvfølgelig nok svært at bedømme, mens den stadig befinder sig på pindene. Jeg kan ikke sådan "bare lige" regne, regne, regne og så passer str. mig, som jeg ser visse andre knalde af som skidt fra en spædekalv... hihi. Nå, men mon ikke det vil vise sig om et stykke tid...altså om den passer. Ellers må den jo ende som en gave til en tyndere model end jeg! Og så må jeg igang med den helt store regnemaskine og lave endnu en...

12. august 2007

UFO bliver til FO

Der dukker af og til glemte projekter op i kasser/kurve/poser rundt omkring på matriklen. Således denne top (hmm, syn's jeg kører temmelig meget rundt i toppe af den ene og den anden slags for tiden...), som så vidt jeg husker, blev smidt i skammekrogen sidste forår. Ikke fordi den som sådan fejlede noget, men fordi konen her - midt i strikkeriet - havde spildt kaffe på den!! Tsk-tsk, så kan man måske lære at lade være med at balancere med kaffekopper, strikketøj osv samtidig?!?
Men nu er den altså færdig; nyvasket og fri for kaffepletter..... :-)
Fakta er:
Design: "Ingelise - alt om håndarbejde" nr. 6/2005
Garn: 8/4 soft 100% bomuld (fra Bilka), fv. 760 mint/turkis
Forbrug: 196 g til str. XL
Pinde: Rundp. 2½ og 3, alm. p 3
Ændringer: minus
Hit eller skidt: Den er fin som hverdags-top; kunne muligvis fungere til efteråret med en skjorte eller langærmet t-shirt inde under også. Må afprøves.
I morgen rammer hverdagen os igen. Ferien er slut. Og endnu engang undres man over, hvor dælen de tre uger blev af!!?? Ligenu kunne jeg da sagtens snuppe tre mere... (og gerne uden børn en del af tiden...... ;-) ) Vi nåede en del, men der var også en del vi ikke nåede...
Ungerne starter godtnok først i skole igen på tirsdag, men der er afgang til SFO og børnehave i morgen. Mellemstebarnet skal simpelthen begynde i 1. klasse, så det er jo lidt stort. Jeg har fået lov at møde senere på tirsdag, så jeg kan følge hende. ( I øvrigt er det hende, som har "skudt" fotos af mig de sidste gange. Det kører bare for hende...hi-hi) Storesøster er jo en garvet skolegænger og skal starte i 3. klasse :-), så hun mente nu altså ikke, at det var nødvendigt at moren tog med.
Så hvis mine kolleger skal se en forholdsvis frisk medarbejder i øjnene i morgen tidlig, er det vist tiden til tandbørste og dyne fremfor tastatur og dagdrømmeri!

10. august 2007

Farvel Harry...


I aftes læste jeg side 607 i den syvende og sidste Harry Potter-bog. Med tårer i øjnene. Og en klump i halsen. (Så si'r nogen: ta' dig sammen, det er en bog!!) Jamen, hvilken bog. Jeg har også været skeptiker. "arh, Harry Potter, en børnebog, osv. osv". Men lånte den første af en tidligere kollega og så var jeg altså hooked! :-) Man bliver suget ind i det univers, gør man. Anyway her i mine, snart tilendebragte, tre ugers sommerferie har jeg genlæst "Fønixordenen" og "Halvblodsprinsen" (for lige at være opdateret) og gik så ud og købte den originaludgaven; den sidste; nr. 7: "Harry Potter and the deathly hallows". Kunne altså ikke vente helt til november med at få slutningen. Og nu er det så slut. Pyhh, den var spændende, rørende, grufuld, sjov - ja, you name it. Suveræn!
I aften har jeg så inviteret mig selv i biografen og se 5'er-filmen. Glæder mig helt vildt. Lillebror er afsat til farfar og farmor og pigerne til mormor.
P.S. Indlæg om strik næste gang... ;-)

7. august 2007

Ærmevest

Tilbage med de lovede billeder samt fakta om mit bestillingsarbejde. Tænkte jeg lige måtte hoppe i den og blive blitzet - se venligst bort fra diverse "buler" :-P - da man ikke rigtig kunne se den liggende.
Lidt fakta:
Design: Lene Holme Samsøe/Coats HP
Garn: "Milano" 70% acryl/30% mohair, blå/grå/grøn meleret

Forbrug: 88 g! (lige knap 1½ nøgle) + 1 knap fra lageret

Pinde: Rundp. 7 (80 cm), alm. p 5 + 7.

Ændringer: ingen

Hit eller skidt: Nu er det jo ikke mig, som skal gå med den, men jeg syn's da faktisk at den er ret sød. (Så sød, at jeg har bestilt kaffefarvet mohair her og vil strikke den til mig selv også...) Den har kun taget 6 dage at fremstille, så det er jo ingenting. And what's more; der er stort set ingen montering!! Et par ender at hæfte samt en trense og en knap. Dét ka' vi li´.....
Og så lige tilsidst et close-up af mønstret:

Nu vil jeg ud og smøre sandwiches. Kl. 13 henter vi manden/faren i Middelfart og så tager vi en udflugt hertil. Der skal jo ske lidt her i vores sidste ferieuge. Så hej-hej...........

6. august 2007

Hjemme igen.

Ja det var vi sådan set allerede lørdag eftermiddag, men så var der lige en 10-11 maskinfulde tøj samt alt det andet der har ligget brak mens vi tog os den frihed at være i sommerhus! Nu er jeg dog ved at være med igen. Bunden af vasketøjskurven er nået, de værste nullermænd fjernet, græsset slået, køleskabet fyldt op og hunden hentet hos mormor.

Vejret var jo ikke sådan 100% på vores side i sidste uge. Vi fik dog nogle gode dage med sol, som blev nydt i fulde drag på vores "private" strand. Naboen fortalte, at den deles af 18 husstande og der har åbenbart ikke været mange dernede i sidste uge, for vi havde den stort set for os selv. En ting man godt kunne vænne sig til... ;-) Ungerne fangede vandmænd, krabber og soppede mens jeg læste og solede (og holdt et vågent øje med begivenhedernes gang på broen og i vandkanten).
Ugen begyndte ellers noget kaotisk, da min mormor ringede og fortalte at hun var faldet ned af et trin i sommerhuset og havde vredet kraftigt om på sin ene fod!! Hun var taget derned allerede lørdag, da vi andre lige skulle fejre svigerfar/farfar's 75 års fødselsdag først. Og mens hun så er i gang med at tømme bil osv., går det lidt for stærkt og hun skvatter ned. Det ender at mormor mener foden kan være brækket, og min søster drøner til Faaborg og får kørt hende til skadestuen i Svendborg. Heldigvis var den "kun" kraftigt forstuvet og de bliver sendt afsted med forbinding og et par krykker. Sikke noget. Så ligepludselig skulle jeg "passe" 4 børn - ikke lige min ide om en afslappende sommerhusferie! ;-P - Nå, men det gik jo alligevel. Olde endte med at blive hentet hjem allerede onsdag, da hun skulle til lægen. Og så kom farfar og farmor ned til os nogle dage.

Jeg nåede søreme også noget strikning i den forgangne uge. Den lille "inderst inde" undertrøje/vest blev færdiggjort og er nu vasket og klar til afsendelse til vores endnu unavngivne "bonusniece". Faktaboks er vel overflødig, men lad os ta' den på trods:
Design: Lene Holme Samsøe fra "Sødt og blødt"
Garn: Dale babyuld lysegul (farve 2015)
Forbrug: 1 ngl - dvs. 50 g
Pinde: 2½ + 3 samt hæklenål 2½
Hit eller Skidt: Definitivt et hit. Jeg er voldsomt imponeret af et design, som med små virkemidler bare ligner en million. Superflot finish af på stykke mini-håndarbejde.
Derudover påbegyndte (og har rent faktisk færdiggjort i dag; fakta, billeder osv. følger i næste ombæring) jeg et bestillingsarbejde. For, efterhånden, en del måneder siden spurgte min yngste søsters mor (jo - den er god nok. Hun er min halvsøster; vi har samme far....) mig om jeg dog ikke godt ville strikke noget til hende. Hun skulle nok købe garn osv. Det indvilligede jeg i, men sagde at jeg ikke ville love nogen form for leveringsdato. Det var også ok og så kom hun med en opskrift på en ærmevest i mohairgarn, som hun havde set i Familie Journalen i februar i år. Posen med blad og garn blev taget med hjem og... ja... gemt/glemt. Indtil i forrige uge hvor jeg får en mail "hvad bliver det til noget med den bluse". Hovsa-ups, den kom straks med på listen over sommerhus-projekter og endte, som sagt, med at blive færdig på ret kort tid. Men mere om den følger....

26. juli 2007

Færdig sommertop + gang i fødslerne



Det hjalp at få sommerferie. Nu er Sophia's top blevet færdig. Og her kommer så faktaboksen:

Design: Ingelise (blad nr. 6/2001)
Garn: "San Remo" fra Kvickly (97% bomuld, 3% metal) i lyseblå
Forbrug: 202 gr (str. 10 år)
Pinde: Rundp. 2½ + 3 samt alm. pinde 2½ + 3. Hæklenål nr. 2 til kanter
Ændringer: ingen
Hit eller skidt: Jeg synes ærmegabene er for store, men pigebarnet er ovenud tilfreds og det må jo være det vigtigste. :-)

Mens toppen var ved at være på sidstningen, tikkede så meddelelsen om en lille ny "bonus" niece ind på lystavlen - født d. 20. juli. Det satte gang i det sidste udbrud, så jeg kunne komme i mål, for så skulle der jo laves barselsgave! ;-) En fin gul "inderst inde" er kommet på pindene og skal snart blive færdig. Et skønt lille projekt....som sikkert skal udvides med en drengemodel fra "Sødt og blødt" lige om lidt også, da et sæt i omgangskredsen i går fik (endnu) en dreng! Det er så hyggeligt at strikke babytøj!

Og lige straks skal taskerne og bilen pakkes, for på søndag drager vi i sommerhus sammen med vores Olde ved Nakkebølle/Faaborg. Forhåbentlig kan vi så se frem til noget lidt bedre vejr!! I hvert fald skal vi bo ret tæt på vandet og der er "kun" to TV kanaler ("Neij, altså moar..."), så under alle omstændigheder skal vi ud i luften - den har godt af os!!!

21. juli 2007

4 år i dag!!

Ja, det er ham her, der er tale om! Igang med morgenens høst af pakker og med flere der venter... Totalt på toppen over at være midtpunkt. :-)
Født på en varm, varm sommermandag for 4 år siden. Vandet gik 17.45; knægten havde travlt og lå i sin mors arme kl. 23.28 :-) - 53 cm og 3912 g var han. 2 dage forinden havde vi været til bryllup og da vi gik hjem ud på natten sagde jeg, skråsikkert, at nu skal vi lige slappe af søndag og så føder jeg mandag. Hmmm.... det gjorde jeg så!!

Som altid bliver jeg totalt nostalgisk, når et af børnene runder et år mere. Det bliver ved med at være ufatteligt, at det nu er så og så lang tid siden de blev født... Uh ha tiden flyver afsted. Hvor er alle mine baby'er henne??? hihi

18. juli 2007

Min datter

..gav sin mor tårer i øjnene idag! Da jeg kom hjem fra arbejde fik jeg overrakt en fin pakke, som hun møjsommeligt havde klistret ind. Den skulle jeg ha' "fordi du altid har så travlt og bliver træt, mor". Inden i var denne:
En lille mulepose med snoet bånd, applikation og det hele. Hun er 6½ (næsten 7, hvis man spø'r hende! Fylder i september) og har helt selv syet den (i hånden) i SFO'en hvor hun og søster går! :-) Sødt, ikke?? Moderhjertet svulmer....
Endnu en generation af håndarbejdsinteresserede piger... Dejligt! Hun sidder også af og til og bikser med sin Strikkelise; det er lidt svært, men hun kæmper! :-)
Også storesøster på 9 er med på det kreative; vores Olde er ved at lære hende halve korssting og de to har også haft gang i noget retstrik. Skønt at begge parter har lysten. (Det var i øvrigt også Olde - min mormor - som lærte mig at strikke, da jeg var 6-7 år)
Og så er nedtællingen begyndt: 1½ arbejdsdag tilbage inden ferien!! Kan næsten ikke vente. Ungerne er også ved at trænge til "rigtig" ferie nu; ikke bare være i SFO og børnehave hele dagen, mens mor arbejder. Så hele husstanden glæder sig vist bare til lidt samvær, hygge, forhåbentlig dejligt vejr, ingen vækkeure osv.

11. juli 2007

Tagged!!

Holy cow - så har jeg prøvet det med! :-) Enaj har fået "ram" på mig og jeg skal skrive 8 ting om mig selv.... det gør jeg så:

1. Jeg er kun 157 cm høj - og det er jeg træt af!

2. Jeg er skilsmissebarn.

3. Jeg er (alt for) VILD med chokolade.

4. Jeg har en 4 år yngre søster og en 12 år yngre søster.

5. Jeg kan skrive 253 anslag i minuttet.

6. Jeg er ked af, at jeg ikke skal være gravid og føde igen.

7. Jeg bliver let bevæget og kan græde over en "Merci"chokolade-reklame.

8. Jeg kan godt li' at sms'e.

Det er ikke sådan lige til at få overblik over, hvem der er tagged, og hvis I ikke har lyst er det heldigvis frivilligt at deltage. Jeg giver hermed bolden videre til Julia, Githa, Lene, Britta. Ja, det bliver kun til 4. Ene og alene af den grund, at jeg ikke syn's jeg sådan "kender" så mange jeg kan sende staffetten til.

Nå, men ellers så flyver dagene jo bare afsted. Det er ik' sådan fordi det bliver til særlig meget strik. Jeg er fa..... stadig ikke engang færdig med ældstebarnets top! Det bliver til ½ time her og der. Men så længe sommeren ikke tættere på end nu, haster det vel ikke mer' end det jawer. Om 7 arbejdsdage har vi ferie i tre uger. Skønt!!

I lørdags tilbragte 3 veninder og jeg 3 timer på motorvejen for at komme til Aarhus! Jo, du læste rigtigt: 3 timer!!! Føj der var bare kø på kø hele vejen! Vi nåede dog ca. 2 timer her inden vi skulle til koncert på pier 2. Der var Tall Ships Races
og i den anledning en masse dejlig musik på havnen. Vi valgte lørdag, for så kunne vi først komme til gratis koncert med Poul Krebs og dernæst opleve Bryan Adams og, sidst men ikke mindst, Thomas Helmig!! :-) Det var en super hyggelig dag og især Bryan A. gav den gas og en kanon oplevelse!!

30. juni 2007

Bogsamlingen er blevet udvidet!

Torsdag var min pakke herfra dukket op, da jeg kom træt hjem fra arbejdet; så det var skøn afslapning at se frem til!
Har allerede lavet den første ting fra "Feminin strik"...hehe...Nemlig de skønne muffins på side 45. Havde nogle æbler som var "klar til brug" (læs: overmodne) så hvad var mere nærliggende end at bage æblemuffins!? De er behørigt prøvesmagt af de kritiske forbrugere (børnene) og godkendt. :-) Så hvis resultatet af resten af opskrifterne i bogen bliver med ligeså stor succes, ja så er der da ikke et øje tørt.... Arh, jeg når nok ikke dem alle igennem, men er faldet ganske alvorligt for et par stykker eller tre. Har mest lyst til at smide igangværende og allerede planlagte projekter i skammekrogen og kaste mig over disse. ;-) Men det går altså ikke, Fru Thorsted, du må være standhaftig..

"Hønsefødder.." er også bladret igennem en-to-mange gange! Skønne opskrifter, skønne billeder, skønne farver og der skal bestemt også laves nogle af dem. Bl.a. kiwi er jeg vild med..


Toppen til ældstebarnet skrider også frem. Ikke så hurtigt som hun gerne ville ha' det, men jeg prøver at overbevise hende om, at det danske sommervejr, som det ser ud lige p.t., slet, slet ikke er egnet til små sommertoppe... hihi. (Det virker ikke helt, som om hun køber den :-P) Garnet er noget hårdt for hænderne at strikke med. Tror det nok er den tynde sølvmetaltråd, som gør det. Håber det bløder lidt op i vask, for ellers vil der nok blive brok fra modtageren, over at have den på. :-) Nederste kant ruller lidt op, som det ses, men der skal en fin, hæklet bort på tilsidst, som forhåbentlig vil få den til at ligge pænt ned.
P.S. Så nåede jeg lige at følge min indlægs-statistik: 3 stk i marts, 4 stk i april, 5 stk i maj og 6 stk her i juni... hehe

20. juni 2007

Der er gang i nethandlen..

for tiden! I går lå der en dejlig pakke til mig fra Erleperle. Smuk indpakning, fine etiketter og tilmed en lille gave. Mægtig gennemført og jeg følte mig virkelig serviceret; så tak for det! :-)

Idag snusede jeg til lidt bogpriser og "kom til" at bestille 2 strikkebøger - men dem kan man jo heller ikke få for mange af, vel?? Så inden længe vil mit bibliotek blive udvidet med disse:


Hendes børnemodeller i "Sødt og blødt" er jo bare skønne, så den her kan vel kun være et must-have..
Denne har jeg set poppe op mange steder - og to af poderne mine er jo i målgruppen, så...Nu venter vi bare på postmand Per... :-)

18. juni 2007

Sommerfarvet..

..syn's jeg bestemt den er; toppen til mig sææl.. :-) Den store datter (på 9) har fotograferet mig og det har hun da klaret flot, ik'?


Faktaboks:

Design: Onion (i Hendes Verden nr. 22/2007)

Garn: "Note Sparkling" (54% bomuld/46% viscose) i turkis

Forbrug: 118 g (str. 44/46)

Pinde: Bambus nr. 5

Ændringer: Jeg lavede en 12 cm 3/3 rib forneden for at bryde lidt. Opskriften fordrer glatstrik hele vejen.

Hit eller Skidt: Mestendels et hit; farven er jeg rigtig glad for. Ved ikke helt om min ide med ribben forneden er helt i øjet; den "fremhæver" jo dellen lidt! :-) Alt i alt er det færdige resultat dog blevet meget godt og den skal nok blive brugt i sommer..

Det skrider også stille og roligt fremad med toppen til Sophia. Den strikkes på rundp indtil ærmegabet, så det er bare retstrik og lidt huller ind i mellem. Jeg er vel nået en 10-12 cm op på bullen og den tegner da til at blive fin. (Ville ønske jeg vidste hvordan I laver de der "arbejdets-fremskridt-i-procent-bjælker"... hihi)

Og så har jeg brugt penge...igen..tsk-tsk!! Har længe haft kig på de utroligt smukke øreringe fra Erleperle og kredset omkring det ene par efter det andet. I fredags måtte jeg så bare eje disse samt den tissueholder med "pindgrise" der også ses på billedet! :-) Glæder mig rigtig meget til de ankommer og se om de er ligeså smukke i virkeligheden..

11. juni 2007

Dryp, dryp, dryp...

jeg sveeeeder... er bare ikke bygget til de her varmegrader! 5-8 mindre af slagsen ville være tilpas, tak!! ;-) Man (læs: jeg) bliver så arrig, når det er så varmt... So watch out! grrr.... >8o(
Nej, pjat. Selvfølgelig er det dejligt med noget sommervejr. Ungerne nyder at flintre rundt (ja, de har masser af energi på trods af varmen; kan man låne lidt??) næsten splitterravendes og få lov til at spise - næsten - alle de sodavandsis de kan! :-)

Min egen sommertop er på trapperne. Mangler at hækle kanter, men det er jeg i fuld gang med. Som det ses i sidebar'en gik jeg i krig med en top efter den unge dame (Sophia's) ønske. (Mens min lå til udblokning) fandt jeg en opskrift i et gammelt "Ingelise" (fra 2001), som faldt i tøsens smag.

Så et billedløst indlæg for idag. Vil dryppe ind til børneflokken og sende dem i seng, så der kan komme kanter på min top. Det er jo lissom nu, det er vejr til at have den på...

9. juni 2007

Helga Isager

skulle komme og holde foredrag om sit strik på Badstuen i Odense d. 7/6, så jeg i Hendes Verden. Dét kunne da være interessant, tænkte jeg og organiserede barnepige og tog afsted! Ved ankomsten viste det sig så, at HI var blevet forhindret og Tante Grøn var sprunget til i stedet for. De forhandler jo (blandt meget andet) også HI-kits. Så selvom det ikke blev til Helga, var det en rigtig hyggelig (og varm...) aften med lidt baggrundshistorie fra søstrene der driver Tante Grøn. Sjovt at høre om. De havde taget en masse børnemodeller af eget design med til beskuelse samt selvfølgelig nogle Amimono ting og kits, som denne aften blev solgt minus 30%!! Det kunne jeg jo altså ikke stå for og efter en lang forelskelse i Snowdrop (der jo popper op i indtil flere udgaver alle steder i blog-land) blev det den, der tog med mig hjem:


Kid mohair i lys grøn og Tvinni i en blågrøn. Glæder mig vildt til at lave den, meeen det kommer til at vente nogle måneder. For det første er det for varmt at sidde med den slags garn nu - og for det andet har jeg i hvert fald tre andre projekter, der skal laves først!
- Og så er det da heller ikke sidste gang jeg skal på strikkecafé. Det er hver torsdag. Har aldrig taget mig sammen til at komme afsted - var sådan lidt..uuhh.. over at tage afsted alene - men det var da bare top-hyggeligt. :-) Jeg var så den eneste som ikke havde gang i pindene... Troede at det "bare" var et foredrag, men selvfølgelig kan man da strikke samtidig... hehe...

Den første uge på det nye job er godt overstået. Dagene er gået stærkt, men på en god måde. Der er en god stemning derude og det tegner da godt, syn's jeg.
Nu vil jeg tilbage til terrassen og det fantastiske sommervejr - og monteringen af min top.. Så næste gang kan der måske ligefrem forekomme endnu et færdigt projekt! ;-)

4. juni 2007

Den tørring tog lang tid...

og NU er sommerblusen i hvert fald knas-tør... :-)
Nej, jeg har lige haft lidt meget andet at se til inden det atter kunne blive blogge-tid. (Start på nyt job og hvad deraf følger kræver ens tilstedeværelse i stor stil. Tsk, tsk - hvad det ikke ta'r af den sparsomme fritid...)


Men her kommer de tørre (ha-ha) facts:

Design: Hjertegarn + stribemønster udtænkt her

Garn: "Hjerte Blend/Tendens" i råhvid, gl. rosa og mørkebrun

Forbrug: 103 g (str. 1 år)

Pinde: 3 & 3½

Ændringer: Modellen var egentlig med lange ærmer, men ønsket var, som skrevet, en sommerting. Så de korte arme blev fundet frem - og da de skulle strikkes, var jeg godtnok kørt træt i striber, så det blev til en enkelt i hver farve. Syn's dog helhedsindtrykket er blevet fint.

Hit eller Skidt: Klart et hit. Blev i hvert fald modtaget med passende begejstring af den lille model (og moderen... :-) )

Og så gik det jo hen og blev hverdag på matriklen igen. Okay, det har været en blød start må man jo sige. Begyndte i fredags - så var det jo lige week-end - så afsted idag - og så er det jo lige Grundlovs (og Fars) dag i morgen. :-) Ikke så dårligt. Blev modtaget pænt og har, indtil videre, ikke noget at klage over. Det regner jeg nu da heller ikke med at få, men det er jo altid det der med om man nu lige passer ind, ikk'?

Ellers gik week-enden med en dejlig tur til Legoland med søster, svoger og niece. Vi troede jo rigtig vi var smarte og ta' afsted inden skolernes sommerferie og alt det der.... Okay, måske ikk'... Vi kom lige efter kl. 10 og stod i kø næsten 1 time bare for at købe billetter og komme ind!! Anyway vi havde en god (og lang) dag derovre og da vi først kom igang var køerne nu ikke så slemme endda. Det nye "Atlantis" var en succes hos vores unger; det der med at røre ved krabber og se på hajer. :-)
Kaster lige et ? ud i æteren: Har nogen en sød opskrift (eller ved hvor jeg kan finde en) på en pigetop str 9-10 år?? Har prøvet her og her, men har ikke rigtig fundet hvad jeg søgte. Sophia har selv valgt noget lyseblåt bomuldsgarn med sølvglimmer (p 2½-3) som hun gerne vil ha' moderen til at lave den her ærmeløse top i. Og det vil jeg selvfølgelig gerne, når hun nu ligefrem be'r om hjemmestrik... :-)
P.S. Har lagt lidt mere pre-blog-strik ind i Flickr-albummet til højre...




29. maj 2007

Hmmm..

..må nok sætte den dovne strikker ud på bænken og se i ørerne, at den "Tern og stribe" trøje bare ikke duer i praksis. Altså selve trøjen er sådan set i orden, men den halskant!!! Nu har knægten været med til pinsefrokost iført klædningsstykket og den hang på ham. Så en eller anden dag liiige pludselig piller jeg den af og laver en ny! Ja jeg gør... Han kan jo ikke rende rundt og se sådan ud i morens hjemmestrik, vel? ;-)
Som det ses, er der kommet en ny ting på pindene. Det betyder vel, at noget andet er færdigt, eller hur?? Jo, jo... den lille sommersag snurrer, efter flere afteners hæftning og montering, nu lystigt på vaskemaskinens skåneprogram. Billed-dokumentation samt fakta følger efter tørring!
Og så er der kun 2 dage som arbejdsløs tilbage. Hold da op! På fredag kl. 9 starter jeg mit nye arbejdsliv. Bliver godtnok spændende, men også rart at komme ud blandt voksne mennesker igen. Der kan hurtigt gå Byggemand Bob og Barbie i den herhjemme... Det er svært at blive ved med at føre lange, dybe samtaler på det grundlag. Hihi! Det betyder jo nok også at strikketøjet kommer lidt ned af prioriteringslisten, efter en periode hvor det har ligget ret højt. Men helt forsvinde fra hverdagen, gør det altså ikke!

24. maj 2007

Det er de små ting...

...der kan få mig til at smile! Der er begyndt at komme kommentarer til mine indlæg. Hurra - der er "nogen derude". Så TAK for interessen til en der skal til at holde masken og Githa! Dejligt at I kiggede forbi :-)
Og det er da muligvis lidt skørt ligefrem at forfatte et helt indlæg på den baggrund, men jeg syn's altså at det er vildt dejligt, at nogen læser det jeg skriver. (Altså nogen som ikke lige kender mig og på forhånd har fået mailet link til min blog, ikk' M. hi-hi)

23. maj 2007

Jeg overlevede... :-)

og så slemt var det altså heller ikke. Desværre var det der irriterer mig i mit knæ ikke noget som kunne fjernes ved operation; det er "simpelthen" slidgigt! Så øv-øv. Men når det så er sagt, er det selvfølgelig også godt nok, for nok går det ikke væk, men kan heldigvis holdes i ave ved træning og styrkelse af musklerne omkring knæet. Så jeg træner....


På strikkefronten har den seneste tids immobile tilstand bevirket en færdiggørelse af Christian's længe ventede trøje. (har været færdig nogle dage...)
(han ser TV; derfor det "tomme" blik. hi-hi)


Faktaboks kommer lige her:
Design: "Tern og Striber" af Lene Martinsen
Garn: Garnstudio's "Safran" i marine, lys og mellemblå samt råhvid og lysebrun
Forbrug: 239 g (opskriften i str. 4 år siger 350 g....)
Pinde: 3 og 3½ (inox)
Ændringer: ingen
Hit eller skidt: Den er fin, men lidt stor i halsåbningen (den dovne strikker orker ikke at trævle op og lave den mindre :-) ) Og den er stadig lidt for "ny" til at have på i børnehaven, men det skal det jo nok ende med, at den kommer alligevel!
Ellers skrider det frem med den lille, stribede sommerbluse. Har "slåsset" lidt med de korte ærmer. De ville ikke lige helt antage den form jeg havde tænkt de skulle have. Men nu er det på plads og jeg mangler ribben på det 2. af slagsen. Så er der liige en 25-30 ender der skal hæftes (mind mig om, at der skal gå laaaang tid inden jeg strikker striber igen ;-P )



14. maj 2007

O-dag er nær.

I morgen er det så operationsdag. Kl. 12 er der planlagt indgreb i venstre knæ på Give sygehus. Jeg tror da ikke, at jeg får sovet meget i nat. Er "små-nervøs" for den dumme, fulde narkose, men hvis det går helt galt kan de sgu da altid gi' mig som løvemad til den nærliggende Givskud Zoo... ;-) Jeg har været på den helt store "provianteringstur" idag. Kan jo nok ikke bevæge mig ret langt omkring i den næste uges tid eller to.

Und dann... ja, det går dælme ikke stærkt med monteringsarbejdet her på matriklen. Nu er halskanten dog strikket og der mangler ombukning og syning af den samt nederste kant og skulle trøjen til sønneke langt om længe være klar til brug! Men ingen faktaboks før arbejdet er tilendebragt... Modellen er lidt bred i det, men så er der plads til store armbevægelser til tonseren :-)

11. maj 2007

Tiden flyver...


ja den gør så!! Hold da op. Det var jo lissom ikke meningen, at der skulle gå så længe imellem indlæggene her på "Skør med garn" , men sådan går det jo nogle gange. Når hverdagen ta'r føringen og dagene ikke har timer nok. Det kender de fleste sikkert til...
Siden sidst er jeg blevet arbejdsramt og det er både stort, men tillige lidt skræmmende (kommer vi tilbage til.) Efter 7 måneders sygemelding/ledighed har jeg atter fået job. Har søgt flere jobs uden det store held; dog lidt halvhjertet, da jeg ikke rigtig følte mig klar til at genoptage arbejdslivet. Blev så ringet op for en lille måneds tid siden og direkte opfordret til at sende en ansøgning vedr. et 30-timers regnskabsassistentjob. Kreerede en god ansøgning (hvis jeg selv skal sige det :-) ) og mailede den til rette vedkommende. (Fandt ved samme lejlighed yderligere to spændende annoncer, som jeg responderede på.) Der gik et par dage og så blev jeg indbudt til en personlig samtale, som jeg gik fra med en god fornemmelse i maven over. Dernæst ville firmaet gerne have mig til at tage en "færdigheds/personligheds"test i samarbejde med dem her, hvilket fandt sted i samme uge som samtalen. 4 stive timer med alverdens hvilket-udsagn-passer-bedst-til-dig, putte-ting-i-de-rette-kasser, afslut-talrækker osv. Vældig udfordrende og sjovt, men også ret anstrengende. Enden på alle strabadserne blev endnu en invitation til møde hos firmaet og et tilbud om ansættelse pr. 1. juni! Det bliver spændende at komme igang igen, men som tidligere nævnt, kan jeg da ikke lade være med at være lidt skræmt over netop det! Tror nu, ved nærmere eftertanke, at det sikkert var fint med den lidt uventede opfordring til at søge, for så fik jeg måske lige det spark der skulle til, for at få mig videre ovenpå en (mildt sagt) svær tid! Under alle omstændigheder er ser jeg frem til fredag d. 1/6 med forventning og lidt (mange) sommerfugle i maven. Som en sidebemærkning blev jeg ringet op af et af de andre firmaer jeg havde ansøgt hos og bedt til samtale dagen efter jeg havde været hos mit nye firma. Den takkede jeg selvfølgelig ja til; man var vel inde i en stime. :-) Fik dog senere afslag, så det må være endnu et bevis på skæbnens mange veje - mener jeg!
Mens jeg har været væk fra bloggen har vi også været på en dejlig, forlænget weekend her!! Bededagsferien blev tilbragt med vores Olde, som den glade giver af turen, og med min søster, svoger og niece. Det er vist ikke sidste gang vi besøger Ho (og må så med skam melde, at jeg ikke nåede et besøg her. Men måske næste gang..) Alle var enige om, at det lige var sagen. Samtidig er det jo en overkommelig køretur fra Fyn og det tæller jo ret højt med tre utålmodige børn i bilen... (billedet til højre er fra reklamematerialet og ikke af os... hi-hi)

Øøhh, undskyld, men er dette ikke en strikkeblog?? (vil den opmærksomme læser nok kommentere) - og jo, vil jeg så svare, men altså.... og her er det så man kan indsætte talrige undskyldninger/bortforklaringer efter eget valg... ja, jeg er ikke færdig med Christians trøje endnu!!! Men det varer ikke længe... Bullen og ærmer er monteret; ender hæftet og strikning af halskant påbegyndt. (Den var ikke med på turen til Ho, for jeg mente ikke at kunne finde ro til at sidde og pille med ender og montering.) Istedet tog jeg garn med til en lille sommerting, som jeg har lovet min veninde at fabrikere til hendes datter. (Min "næsten-Guddatter": jeg stod fadder :-) ) Og dette er så frembringelsen so far.
Nu vil jeg, med go' samvittighed ;-), logge af igen og hellige mig færdiggørelsen af den "berømte" trøje.

23. april 2007

"Gammelt" sjal..



..eller dvs. gammelt i den forstand, at det er strikket hæklet pre-blog; i januar. (Jeg har besluttet, at det, jeg har fabrikeret i 2007 kommer til fremvisning her, så flere "gamle" fotos er på vej!) Tror at naboerne fik sig et billigt grin: det eneste sted jeg kunne få spredt sjalet ud, var på børnenes trampolin, så der stod jeg oppe og tog disse billeder mens det hele gyngede :-)
Og lidt fakta:
Design: Sys Fredens (fra bogen "Hæklerier" )
Garn: noget olivengrøn mohair fra Bilka, som jeg ikke kan huske hvad hedder. Og til kanten "Mousse" lysegrøn - også fra Bilka.
Forbrug: ca. 90 gr. mohair og 48 gr. pelsgarn.
Hæklenål: nr. 8 til selve sjalet og nr. 6 til kanten.
Hit eller skidt: Grøn i alle afskygninger er en af yndlingskulørerne og sjaler kan man jo aldrig få for mange af... så et hit!
"Tern & stribe" trøjen er godt på vej. Delene er strikket; nu venter monteringen og halskant. Så det burde jo ikke vare så længe inden poden kan posere i den! :-) Kunne godt tænke mig at finde ud af hvordan man laver de der "fremskridt-i-procent-barer" som jeg har set rundt omkring på folks igangværende arbejder, men det lærer jeg nok ligepludselig. Nu har jeg da, med venlig assistance herfra (og mange tak for det!!), fundet ud af at få sat et Flickr-album på bloggen.. Og sådan vil der jo nok komme nogle udbygninger henad vejen.
Og hvor var hun da bare sød, den lille prinsesse. :-) Selvfølgelig præsenteret i svøbet, som storebror gjorde verdensberømt i DK for 1½ år siden. En eller anden gang må det vist også på pindene her i huset - selvom jeg godtnok ikke skal ha' flere babyer...

22. april 2007

En lille prinsesse...

...jamen det er jo stort!! :-) Jeg bryder sammen og tilstår: jeg er royalist. Så selvfølgelig sad jeg klistret til skærmen ved spisetid i går aftes og skulle ha' alle detaljerne. hihi - og jeg sidder der nok også i morgen formiddag, når den lille, royale familie drager af fra Rigshospitalet.

11. april 2007

Ny bog, noget om "mus" og en rund fødselsdag..

Så blev påsken (godt) overstået.
Og efter en hektisk dag på farten, (mere herom senere), lå der en ny bog i postkassen! Har kun lige hurtigt bladret den igennem, men ser da ud til at der er potentielle, og fremfor alt, overkommelige projekter i den. :-) Det er jo altid dejligt med lidt inspiration og der er nu noget særligt over sådan en spritny bog. Uanset om den er garn-relateret eller ej. Jeg er medlem af et par bogklubber og det er bare skønt, når der kommer et nyt blad med posten. Straks må der brygges kaffe og så ellers "oses" igennem alle de nye titler. Jeg er godtnok inde i en periode med "læsetørke", så må med skam melde, at jeg faktisk har indtil flere ulæste bøger stående i reolen. Men det betyder jo så også, at der er noget at glæde sig til, når læselysten pludselig melder sig igen. Det er meget i perioder; så sluger jeg måske 2-3 bøger på ganske kort tid og så kan der gå et stykke tid, hvor jeg stort set ikke åbner en bog. I januar/februar genlæste jeg med stor fornøjelse serien om "Jordens børn" af Jean M. Auel. Det er jo lidt af nogle mursten, så måske derfor, trænger jeg lige til en bogpause nu her. Det kommer så strikningen tilgode..

Hvor kommer musene så ind... Tja... Jeg har haft problemer med smerter i knæene sådan on-off de sidste omkring 17 år. De sidste par måneder har, især, mit venstre knæ drillet mig rigtig meget og tilsidst måtte jeg en tur til lægen. Her fik jeg en henvisning til en undersøgelse på ortopædkirurgisk afd på Middelfart Sygehus. Der var så "bare" lige en ventetid på 2½ måned. Det var kun til for-undersøgelsen! - heldigvis har vi jo frit sygehusvalg i DK, så jeg drønede på nettet og fandt ud af at jeg kun skulle vente godt 3 uger på at komme til på Give sygehus. Tænkte, at så langt er der jo heller ikke fra Tommerup til Give, så jeg fik omdirigeret min henvisning. Anyway - idag var så dagen for for-undersøgelsen. Jeg blev scannet i knæet og lægen mente nu godtnok at det var nødvendigt med en kikkert-operation pga. de her "mus" for at det ikke skulle komme til at genere mig alt for meget senere hen. Det blev planlagt til d. 15. maj - ½ times operation i fuld narkose, ca. 14 dage på krykker og så kører det for mig igen! ;-)Håber jeg... Det huer mig nu ikke voldsomt meget med den der narkose, men sådan er det så. Det er dælme heller ikke mega god timing med mig som halv-invalid, når nu husbonden ikke er hjemme, men det klarer vi jo også nok. (Som altid med fantastisk hjælp og bistand fra familien) Om ikke andet får jeg da tid til, at sidde med benet oppe og læse eller strikke lidt med god samvittighed....


For at det hele ikke skal gå op i sygdom, kan vi meddele, at vi her i huset kan fejre en rund fødselsdag idag. Vores hund, Nico, bliver 10 år idag!! Hurraaahh!!! Selvom han her til højre ligner en udvisket, sort kugle (og iøvrigt på forbudt territorium i en af ungernes sækkestole) er han en madglad, lidt tumpet labrador og vores første barn - hihi!