6. august 2007

Hjemme igen.

Ja det var vi sådan set allerede lørdag eftermiddag, men så var der lige en 10-11 maskinfulde tøj samt alt det andet der har ligget brak mens vi tog os den frihed at være i sommerhus! Nu er jeg dog ved at være med igen. Bunden af vasketøjskurven er nået, de værste nullermænd fjernet, græsset slået, køleskabet fyldt op og hunden hentet hos mormor.

Vejret var jo ikke sådan 100% på vores side i sidste uge. Vi fik dog nogle gode dage med sol, som blev nydt i fulde drag på vores "private" strand. Naboen fortalte, at den deles af 18 husstande og der har åbenbart ikke været mange dernede i sidste uge, for vi havde den stort set for os selv. En ting man godt kunne vænne sig til... ;-) Ungerne fangede vandmænd, krabber og soppede mens jeg læste og solede (og holdt et vågent øje med begivenhedernes gang på broen og i vandkanten).
Ugen begyndte ellers noget kaotisk, da min mormor ringede og fortalte at hun var faldet ned af et trin i sommerhuset og havde vredet kraftigt om på sin ene fod!! Hun var taget derned allerede lørdag, da vi andre lige skulle fejre svigerfar/farfar's 75 års fødselsdag først. Og mens hun så er i gang med at tømme bil osv., går det lidt for stærkt og hun skvatter ned. Det ender at mormor mener foden kan være brækket, og min søster drøner til Faaborg og får kørt hende til skadestuen i Svendborg. Heldigvis var den "kun" kraftigt forstuvet og de bliver sendt afsted med forbinding og et par krykker. Sikke noget. Så ligepludselig skulle jeg "passe" 4 børn - ikke lige min ide om en afslappende sommerhusferie! ;-P - Nå, men det gik jo alligevel. Olde endte med at blive hentet hjem allerede onsdag, da hun skulle til lægen. Og så kom farfar og farmor ned til os nogle dage.

Jeg nåede søreme også noget strikning i den forgangne uge. Den lille "inderst inde" undertrøje/vest blev færdiggjort og er nu vasket og klar til afsendelse til vores endnu unavngivne "bonusniece". Faktaboks er vel overflødig, men lad os ta' den på trods:
Design: Lene Holme Samsøe fra "Sødt og blødt"
Garn: Dale babyuld lysegul (farve 2015)
Forbrug: 1 ngl - dvs. 50 g
Pinde: 2½ + 3 samt hæklenål 2½
Hit eller Skidt: Definitivt et hit. Jeg er voldsomt imponeret af et design, som med små virkemidler bare ligner en million. Superflot finish af på stykke mini-håndarbejde.
Derudover påbegyndte (og har rent faktisk færdiggjort i dag; fakta, billeder osv. følger i næste ombæring) jeg et bestillingsarbejde. For, efterhånden, en del måneder siden spurgte min yngste søsters mor (jo - den er god nok. Hun er min halvsøster; vi har samme far....) mig om jeg dog ikke godt ville strikke noget til hende. Hun skulle nok købe garn osv. Det indvilligede jeg i, men sagde at jeg ikke ville love nogen form for leveringsdato. Det var også ok og så kom hun med en opskrift på en ærmevest i mohairgarn, som hun havde set i Familie Journalen i februar i år. Posen med blad og garn blev taget med hjem og... ja... gemt/glemt. Indtil i forrige uge hvor jeg får en mail "hvad bliver det til noget med den bluse". Hovsa-ups, den kom straks med på listen over sommerhus-projekter og endte, som sagt, med at blive færdig på ret kort tid. Men mere om den følger....

Ingen kommentarer: