29. juni 2009

Kogler

har været rigtig, rigtig længe undervejs, men nu blev mit smækre-lækre tørklæde så endelig færdigt!
Faktaboks:
Design: Tina Vejlø Andersen, Kastanien
Garn: Kashmir/morbærsilke fra Kastanien
Forbrug: 53 fjerlette gram. Tørklædet måler 155x22 cm.
Pinde: 5
Hit eller skidt: Jeg kommer til at elske det, når det bliver knapt så varmt i vejret. Det er superblødt og dejligt at svøbe om halsen.
Coral og mellemstebarnets pilespids (også en læææænge undervejs-ting) får nogenlunde ligelig strikketid p.t., så mon ikke det lykkes at få dem i brug inden denne sommer er slut!
Og så er dette forresten mit indlæg nr. 100!!! Whauw....

27. juni 2009

Barnevognsbølger og egotrip

Pigerne er tidligt i morges blevet afleveret ved færgen for at tage på spejdersommerlejr her. For den ældstes vedkommende i 7 dage og for den mellemstes til på tirsdag. Mindste er udstationeret hos farmor/farfar og i stedet for at vælge det sikre og bruge tiden til noget praktisk, (som jeg burde) valgte jeg det helt og aldeles lystbetonede: at tage mod en invitation fra søster til en eftermiddag med hyggeshopping. Til aften kunne jeg rundt omkring i naboernes haver dufte optænding af grill og høre snakken. Jeg har været helt alene og bare spist en portion havregryn, mens jeg strikkede på terrassen og tog fodbad. Men jeg har bare nydt det. Føles godt at være en lille smule egoistisk bare en sjælden gang i mellem...



Jeg har været uden pc og dermed uden kontakt til det store www i en uges tid. De små bølger har været færdige næsten lige så længe og her er så lidt om dem:

Faktaboks:
Design: Eget, men med stor inspiration herfra
Garn: en hel masse bomuldsrester i "drengefarver"
Forbrug: 269 g. til et tæppe der måler 60x68 cm.
Hæklenål: "clover" 3½. Kanon værktøj.

Hit eller skidt: Det er første gang jeg har hæklet noget så "stort", som et barnevognstæppe. Har mest holdt mig til diverse kanter. Det er da vist blevet ok. Er meningen, at det skal foræres væk sammen med den lille grønne trøje. Og drengen der skal have det, kom faktisk til Verden Skt. Hans aften, så nu venter vi bare på en invitation til at se den lille gut og give ham gaven! :-)

29/6; Update: Var på barselsbesøg i dag. Drengen var bare så fin, lille og lækker. Gaven blev modtaget rigtig positivt. Skønt!

6. juni 2009

Øjnene op for Japan

Torsdag aften bød på et rigtigt spændende møde med Marianne Isager og en masse smukke billeder og gode historier fra Japan. Selvfølgelig med udgangspunkt i hendes bog af samme navn, som jeg ikke rigtig har givet opmærksomhed tidligere. Krydret med fine fortællinger faldt jeg i hvert fald for Viften og Rød (som i givet fald ikke ville blive rød hos mig, da det ikke lige er "min" farve..). Udover et meget inspirerende indblik i japansk kultur fik vi et sneak-peak på kommende børnemodeller fra Mariannes hånd. Tilfældigvis med et H.C. Andersen tema, som Annette D. jo laver en september-udgivelse med også. Hos MI ville det så blive enkelt opskrifter; men en bog til det udenlandske marked. Der rejste sig dog hurtigt et fælles, fynsk "krav" om, at vi også herhjemme kunne få dem i bogform. Det ville blive overvejet, forlød det. :-) Behørigt inspireret og begejstret blev der så i går påbegyndt en Isager-model... Godt nok ikke moderen, men datteren:
En Coral-top til mig. Ikke nogen helt ny model, men en jeg længe har haft kig på. Og så endda i lagergarn... Jow, jow.
Samtidig med endnu en dejlig, forlænget week-end, har der været nabohjælp. Et stort irritationsmoment er blevet udryddet: en totalt langsom og blodtryksforstyrrende pc er blevet renset, peppet op, geninstalleret og tunet! Rigtig rart. Det er ikke noget jeg selv har spor forstand på, men med stor og ganske kompetent hjælp fra en af vores søde naboer, kører det hele nu på skinner igen. :-) Det er lidt ligesom med bilen; den skal bare virke, når man skal bruge den.
Nå, men Coral venter... Fortsat god Grundlovs-weekend til Jer!

1. juni 2009

Ahhhh

..sikke en dejlig pinse. Sol fra morgen til aften, få aftaler og en masse strik - og hækling! Lige til at holde til. Samtidig fik vi lidt fra hånden i haven også, så hvad mere kan man forlange af tre lange, varme fridage.

En lille babytrøje blev gjort færdig. Den er til min kollega, som lige straks går på barsel og derefter snart venter sig en dreng.
Faktaboks:
Design: Drops
Garn: Iris fra Grønhøj Garn, 55% bomuld, 45% acryl. Lysegrøn, fv. 6985.
Forbrug: 90 g. til str. 1-3 mdr. 4 knapper
Pinde: 3 + 4
Ændringer: ingen
Hit eller skidt: jeg synes da den er lige i øjet til en lille sommerbaby. Blød og skøn grøn.


Udover trøjen har jeg jo kastet mig over at hækle bølger. Dét er altså bare vanedannende. Helt meditativt sidder man der og hækler stribe efter stribe, bølge efter bølge. Da jeg ikke er så fandens skrap til det hækling, kan jeg ikke se tv samtidig, så det er bare udover stepperne uden at spekulere så meget. Kun lige tage kortvarigt stilling til næste stribes farve. Min hæklehaj af en mormor har godkendt udfaldet indtil videre :-D, så jeg kører på, og håber at kunne nå størrelse barnevognstæppe inden babyen kommer til verden. Tanken var, at kunne give både trøje og tæppe i barselsgave, men nu får vi se..
En lille, kort arbejdsuge venter forude... Torsdag er det Isager-aften Kulturmaskinen. Ses vi??