25. maj 2009

Forårstrøjen..

endte vel egentlig med at blive en for-sommertrøje, men ikke mindre sød. Kunne sagtens have været strikket hurtigere, men pyt... Den blev afleveret til en dejlig pige og modtaget med tak - især af moderen! :-)
Faktaboks:
Design: HP Garn
Garn: Gepard "Cotton Baby", grøn fv. 187. 100% ekstra blød bomuld
Forbrug: 170 gr til str. 3 år. 7 knapper.
Pinde: 2½ + 3
Ændringer: 1 ekstra knaphul + knap for at den ikke skulle være for åben, men med mulighed for at "hænge på" hvis man alligevel vil knappe lidt op.
Hit eller skidt: En helt og aldeles klassisk pigetrøje med hjerter og små, grønne perlemorsknapper. Rigtig fin og meget nem.
En endnu mindre, men også grøn sag, er kommet fra start. En kollega venter en dreng her om en 5 ugers tid og der skal selvfølgelig leveres en lille hjemmestrikket sag. Selv et sommerbarn kan vel få brug for en trøje. Derudover er jeg begyndt at hækle!!!! Ikke noget jeg normalt sådan lige begiver mig ud i. Det er helt back-to-basics: et bølgetæppe til barnevognen i diverse bomuldsgarnsrester. Dem har man (læs: jeg) jo som regel altid en bunke af og det er jo så ideelt til små tæpper. Fremskridtet og tilstanden afgør om det bliver vist frem her på kanalen... :-P

15. maj 2009

EZ work-shop



Var til en rigtig hyggelig og lærerig aften i godt selskab hos Tante Grøn i onsdags. Ingerlise Lebech ”tegnede og fortalte” om Elizabeth Zimmermans liv og bedrifter udi det enkle, men geniale strikkeri, mens vi strikkede prøver, drak kaffe og spiste frugt samt dejligt hjemmebag fra den ene tantes hånd!

Der blev lavet i-cords med maskestings-sammensyede hjørner.
Der blev lavet L-stykker/hjørnestykker.
Lært usynlige udtagninger.
Lavet falsk søm (foldningslinie) + strikket i-cord-kontrastkanter. De fleste prøver i øvrigt strikket i nyt uldgarn netop hjemtaget af tanterne. "B-uld". B for baby, B for blød eller for Børn. Rigtig dejligt at strikke af; faldt flot og delte sig ikke uhensigtsmæssigt.
Så vi lå bestemt ikke på den lade side i de tre timer vi var der. Man var da helt træt i hovedet, men på den gode måde, da det blev tid at bryde op.
Rigtig skønt, at tanterne vil lægge lokale til og invitere en kompetent underviser til at nørde lidt sammen med os. Tak for en god aften :-)
En lige lovlig hektisk og tætbesat uge krones i morgen med en venindetur til Vejle. Mellemstebarnet skal på spejdertur og de to andre er ikke i Føtex, men afsat til farmor. Så veninden og jeg daffer afsted til lidt shopping, en hyggelig frokost og fremfor alt: en teaterkoncert vi længe har set hen til. Og nej, vi ved godt at vi ret beset ligger uden for målgruppen og at vi temmelig sikkert vil trække gennemsnitsalderen nedad i Musikteatret, men det er jo Stig vi taler om her.!! :-) Det kan man ikke gå glip af. I øvrigt er det jo også "glad-i-låget" musik, selvom det har nogle år på bagen. Jeg gider i hvert fald godt...

11. maj 2009

Yes we can

Det har længe rumsteret i hovedet på mig at sommerferien nærmede sig. Kom tættere og tættere på, uden vi egentlig rigtig havde nogle konkrete planer og eller ideer til hvad vi kunne tænke os. Et eller andet skulle der ske. Ferie er jo dejligt, men næh, jeg glædede mig egentlig ikke rigtig. Det sætter jo sine naturlige begrænsninger, at skulle feriere som en "amputeret" familie bestående af 1 voksen og tre børn. Inde i mit hoved i hvert fald... Over grænserne var udelukket, sommerhus; arrrhh, ikke helt ideelt, ferielejlighed; hmmm, tjaaaa. Så var der en kvik kollega som foreslog camping. Tænkte straks nej, dét.... men ideen satte sig alligevel fast. Der blev spekuleret, googlet og det er nu endt op med en beslutning og en bookning af 5 overnatninger lige her! En såkaldt "Djurspakke", som inkluderer en campingvogn + fortelt med plads til os alle, indgang til Djurs Sommerland, Kattegat-centret og Skandinavisk Dyrepark. Tilmed til rimelige penge, når man tænker på det er midt i skolernes ferie. Så i uge 29 drager vi simpelthen på ferie, lopperne og jeg! Yes we can!

Hverdagen har taget os i kravetøjet og slæw'er afsted med hele familien. Det er svært at hoppe af den karrusel, så jeg prøver at holde alle på hestene. Der er noget at se til hele tiden, men sådan må det være. Det kan mærkes på energi- og overskudskontoen; strikketøjet, bøgerne eller dynen er ikke det der ofres mest tid på p.t. Det er jo godt nok, at vi ikke render og keder os.. :-)

Der bliver dog strikket. Lidt, men godt. Kogle-tørklædet er støvet af og blev rørt i bededags-ferien. Trængte til lidt andet end den lille pigetrøje, men den er bestemt heller ikke glemt. Faktisk er der en uofficiel deadline på den til d. 20/5, hvor jeg skal på besøg hos modtageren og hendes mor... Mon ikke det nås!? Jeg tror det.

Onsdag venter der en, forhåbentlig, god strikke-relateret oplevelse. Tante Grøn byder indenfor til foredrag/workshop og vi er 4 der skal afsted.

Et lidt tamt, billedløst indlæg blev det til. Men så var der da liv her på kanalen til en forandring! :-)