30. juli 2009

Brugt ferie..

kan man ikke komme af med. Jeg startede på arbejde i går igen efter 18 dages fri, men har et par dage herhjemme for mig selv. Børnene er i sommerhus på Langeland (hvor jeg også tilbragte starten af ugen) sammen med Olde (min mormor), farmor og farfar. I morgen aften kører jeg sydover igen, så jeg kan hjælpe til med nedpakning, rengøring osv.

Lige nu nyder jeg bare at være alene lidt. Har besøgt gode venner i går, shoppet/oset lidt igennem i dag og i morgen vil jeg også suge lidt fritid inden vi atter samles.

Vi har haft blandet, men overvejende godt ferievejr. Startede jo på Djurs i den første uge. Vores campingeventyr gik fint. Jeg havde desværre misfortolket vores logi-bestilling, så vi skulle residere i en camplet med fortelt og ikke en "rigtig" campingvogn. Det var dog mest til min irritation; ungerne synes bare det var monster hyggeligt sådan at campere. Pladsen var fin, velholdt og alle faciliteter gode. Vi lå så lige op ad hoppepuder og trampolin. Selvfølgelig godt for børnene, men for hulan da en larm til langt ud på aftenen. Måske jeg er sart, men jeg synes nu at 23-23.30 er ret sent for børn helt ned til 4-5 års alderen at drøne rundt på. Trods ferie..
Dagene var jo fyldt godt ud med gode oplevelser. Allerede dagen efter ankomst havde vi planlagt at gøre Djurs Sommerland usikker. Vores mand og far kunne komme og være sammen med os den dag (i selskab med farmor og farfar), så det var noget vi alle nød. Det var så ikke lige så sjovt, at skulle sige farvel sidst på dagen. Vel vidende at han bare skulle retur, mens vi andre skulle "hjem" til campingpladsen. Vores lille familie har dog snart prøvet så meget, så børnene er altså bare utroligt gode til at tage det i stiv arm. Sådan er vi så indrettet, og det bliver der ikke, som sådan, sat spørgsmålstegn ved.

Her står børnene foran "Manse". En ud af kun ca. 10 fundne og bevarede mammutskeletter i Europa. Han er et sted mellem 50.000-100.000 år gammel og er meget speciel, idet det meste af ham stammer fra samme fund. Fascinerende...
Mandag d. 13/7 tog vi til Skandinavisk Dyrepark. Dét var en rigtig skøn dag. Super flotte og naturtro anlæg til de store dyr, som isbjørne, ulve og brune bjørne. Dog til tider med lige rigeligt drama. Vi startede med en hveps, som ikke var helt tilfreds med at være lukket inde i mellemstes sandal: den bed fra sig og så måtte hun humpe lidt resten af dagen, med en varm og hævet fod. Øv. Senere på dagen, nær slutningen, var vi på vej igennem et stort, åbent område med hjorte, da det bliver mørkt, begynder at blæse voldsomt og så bryder der ellers et mega torden/lyn og regnvejr løs. Ikke særlig hyggeligt, når man ikke skal/kan stille sig i læ under træer og der ikke er andet end et meget smalt informationsskilt med et lille bitte tagskæg i miles omkreds. Det p....... ned. Lynene nærmest cirklede rundt om os og bragene buldrede løs. Så måtte moren lige kvinde sig op og glemme sin egen frygt for torden, for jeg havde 3 bange børn om benene. Pyh ha da. De havde da heldigvis deres regntøj, men en anden en blev ret våd... :-) Efter den omgang fandt vi hurtigt bilen og trillede mod Auning igen. Bortset fra det er det altså et sted, som varmt kan anbefales.
Tirsdag tog vi en slapper "hjemme" på pladsen. Vejret var skønt og en tur op til Auning city afslørede tilmed både et lagersalg med tøj og en garnbutik. Morens ferie var reddet... hihi. (Jo, jo. Jeg købte skam noget. Men mere om det senere..)
D. 15/7 var målet Grenå og Kattegatcentret. Havde nær mistet alle tre børn til en stor haj.... :-)
Også her tilbragte vi en spændende dag. Der blev rørt ved rokker, fladfisk og krabber. Gyst frydefuldt ved synet af hajerne, der svømmede lige ovenover vores hoveder inde i glastunnelen. Brugt lommepenge i souvenirshoppen og ellers bare hygget.
Alt i alt gode sommerdage. Jeg fik strikket det meste af en trøje til ældste, læst en god, tyk bog og vi fik spillet kort, lagt kabale og spist nogle is i solskinnet. :-)


7. juli 2009

Pilespids vol. 2

Så lykkedes det; efter at have levet en kummerlig tilværelse i lang tid, blev mellemstebarnets
pilespids færdig. Som det ses er ejeren mægtig glad for det. :-)

Den har været omkring den her. De sidste måneder har den været fast bilstrikketøj, så der er blevet drejet en maske og rundet en pind ind i mellem. Bl.a. var den med ved færgelejet sidste fredag, da den største spejder i huset skulle hentes hjem fra sommerlejr på Als. (nøij, det var varmt at sidde der i solen. Men en dejlig pause)

Faktaboks:
Design: "Kæk og klassisk"; Lene Holme Samsøe
Garn: G-B Wolle Cotton 8, råhvid og lilla
Forbrug: 154 gr til str 8/9 år. (længde midtfor 44 cm)
Pinde: 2½ + 3
Ændringer: længden taget efter str. 10 år, da den ellers stumpede lige rigeligt. Belært af tidligere har jeg denne gang hæklet en rk. fastmasker i ærmegabet. Det holder jo ligesom lidt på det hele.
Hit eller skidt: Det er et rigtig sommerhit - og som sagt tidligere, er kombinationerne jo uendelige. Kun fantasien (og ens smag) sætter grænser! Ældstedatterens turkis/kobolt fra sidste år passer snart ikke mere, så det glæder lillesøster sig til.



6. juli 2009

Færdig Coral

.. og så blev det køligt igen! Men mon dog ikke at der alligevel bliver lejlighed til at iføre sig Coral denne sommer? Forhåbentlig..
Faktaboks:
Design: "Amimono"
Garn: Litex Flamé/Twist, 100% bomuld, brun. "Gammelt" garn, købt på qxl.dk for over 2 år siden. Garnet er endnu ældre, for på bandarolen står firmatlf. begyndende med 07... :-)
Forbrug: 286 g i alt (incl. en sjat lyseblåt til striber; måske 10 g eller i den dur) til str. m/l.
Pinde: 3 + 4
Ændringer: -
Hit eller skidt: Muligvis strikket i et lidt for tungt garn til modellen, men den er blevet fin nok. Lader rigtigt de "kødfulde overarme" komme til deres ret... host!!
Pilespidsen er også færdiglavet. Mere om den senere...
Snart kommer fredag og ferien står for døren. I første omgang 18 dage, hvor vi jo, i 5 af dem, rykker til lejet domicil. Vi skal "nå" en masse mens vi residerer på næsen. Både sommerland, hajerne og andre dyr kalder. 4 arbejdsdage endnu....