17. juli 2010

De sidste ofo'er og lidt fra sommerlandet

Nu er det godt nok gamle historier, men uge 27 blev tilbragt i dejligt sommerhus ved Vejlby Klit. Hele storfamilien var afsted. Dette inkluderede min 5 personers familie, min søsters 4 og så vores Momse/Olde. Top-hyggeligt. Hold kæft der er mange tyskere deroppe. Men sådan er det jo. Vi boede skønt; havde 200 m. til havet og fik også badet lidt i det vilde Vesterhav. Vejret var dog så som så. Flere dage overskyet og kun 17-18 grader og et gudsbenådet blæsevejr. Så der blev spillet kort, fløjet med drage og, for mit vedkommende, strikket en del. På billedet var vi alle et smut i Harboøre og se "Sneglehuset". Især mellemstebarnet var imponeret.

Det var godtnok mærkeligt igen at være på ferie som en hel familie. Det er jo første gang i 4 år det sker. En god fornemmelse dog; at vi alle var der og kunne være sammen. Og som det hele ser ud nu, bliver manden endeligt udskrevet d. 27/8! Så bliver vi for alvor "hele" igen. Mange, mange udfordringer, oplevelser og store strabadser rigere.



Min 2. Oliva blev færdig i ferien og kom til at se sådan her ud:
Faktaboks:
Design: Else Schjellerup
Garn: "Dunlin" 55% hør, 45% bomuld, fv. 08 flaskegrøn
Forbrug: 197 gr. til str. M (ja, wauw, jeg kunne passe den... ;-))
Pinde: 3
Ændringer: Bortset fra, at den jo blev strikket 2 gange, så ingen.
Hit eller skidt: Den er lækker og behagelig at have på. En god pasform og sød detalje med de broderede "blomster" på skulderen. Nu har jeg så godt nok 100 gr garn i overskud, men det får nok anden anvendelse engang. ;-)


Fra vinterens produktion kommer her endnu et sjal:
Faktaboks:
Design: Drops
Garn: Kauni, fv. W-EH
Forbrug: 150 g.
Pinde: 5
Ændringer: Har hæklet en tungekant og undladt de "flagrende" ender.
Hit eller skidt: Stort hit iflg. modtageren. :-)



Et bestillingsarbejde blev det også til. Så selvom det ikke er noget jeg selv eller nogle af de nærmeste har fået glæde af, skal det nu vises frem alligevel. Det var på flere måder en udfordring.
Faktaboks:
Design: Marianne Isager
Garn: Bundfarve: 1 tråd Højlandsgarn/1 tråd alpaca. Striber: 2 tråde spinni
Forbrug: ca. 250 gr bundfarve og ca. 50 g. effekt. Fik det ikke vejet nøjagtigt af inden aflevering.
Pinde: 3
Ændringer: -
Hit eller Skidt: Den blev godkendt uden bemærkninger. Jeg har aldrig før prøvet at montere en trøje med lynlås, belægninger og hele pivetøjet, så det var jeg noget nervøs for. Det tog dælme noget tid, men jeg synes at det blev rigtig vellykket.
Børnenes lange ferie lakker snart mod enden. På onsdag starter de i hhv. 1., 4. og 6. klasse! Store rollinger! Pigerne har været på korpslejr med spejderne i Skive. Vi har været på strandture, shoppeture, biografture og bare-være-hjemme-i-haven-ture. Den store er i gang med 4 dages håndboldskole og så slutter vi lige af med en zoo-tur lørdag med gode venner og en aften med "Skønheden og Udyret" sammen med vores Olde på søndag. Vi har jo haft den luksus i år at kunne være rigtig meget sammen, da jeg stadig er hjemmegående og manden næsten færdig-udsluset. Det har været super dejligt, men jeg tror nu også at vi snart alle sammen trænger til en anden form for hverdag. Jeg har været heldig at finde mig en praktik-plads. Så fra 16. august skal jeg tilbringe 13 uger i en ..... daadaahhh... garnbutik! ;-) Bliver spændende og sjovt at prøve det af. Om det er det jeg forestiller mig og om det i virkeligheden er noget for mig.