18. juni 2011

Alt for stille

er der her hos mig. De læsere der måtte have været, har nok forlængst givet op - og det kan jeg da ærlig talt ikke fortænke Jer i. ;-) Men er i live endnu. Livet og jeg kan nok bare ikke rigtig enes til tider og så bliver der så frygteligt stille herinde. Strik er stadig min foretrukne terapi, når tingene ikke går op eller jeg går ned. Det ved jeg hvad er og der ved jeg hvad jeg kan, så det er sikkert og trygt at trække mig med et strikketøj... eller to... eller tre. (som det nok fremgår af min "på pindene-liste").
Er lidt i et vadested nu. Ikke syg nok til at være sygemeldt og ikke helt fit til at arbejde. De seneste 4-5 års rutsjebanetur har nu virkelig sat sig på mig og jeg er nået til at måtte leve med en erkendelse af at jeg ikke kan magte et fuldtidsjob og samtidig vide, at jeg er "eneforsørger" på den boldgade, der hedder arbejdsmarkedet. Det' sgu'tte nemt!! Jeg har heldigvis en fantastisk familie og nogle dejlige veninder der gider lægge ører og skuldre til når jeg, en sjælden gang, bryder ned og må ud med noget. Nu bliver det meget "filofisk": men husk for pokker at skønne på alt det gode!!!
Ikke mere for nu - det var bare det jeg ville sige - HEJ! :-)