26. januar 2009

Topstykket trækker tænder ud

Jeg er i live… Det er ikke for det…

Min strikkemonogami bliver holdt til punkt og prikke. Det går fremad. Der bliver strikket på det hver dag, men det går godt nok ikke stærkt. Man kan godt se, at der sker noget, men der er godt 2 nøgler tilbage endnu! Der er sagomel'me godt nok meget garn i de nøgler… Kun fordi jeg er overbevist om, at resultatet bliver skralder-godt, holder jeg ud. For det er søreme ikke det mest inspirerende strikketøj da. Automat-strik er hvad det er. (Lige bortset fra helt i starten, hvor jeg keglede noget videre rundt i opskriften) Super godt under nogle spændende håndbold-kampe. Så gnistrer pindene i takt med målene! :-) (Eneste tidspunkt, der holdes stille er, når Michael Knudsen er i nærbillede… hihi)

Ingen skadestuebesøg, syge børn eller andre genvordigheder siden sidst. Vi krydser fingre.. Og tak for alle ønsker om god bedring til H. Gipsen skal af på fredag og så satser vi på, at armen bare er i orden igen!

14. januar 2009

Blå blink..

.. og sirener endte det med i fredags.
Var jo ude og handle efter arbejde, hvor jeg så kl. 14.22 blev ringet op, at H. var faldet ned fra et træ i fritteren og havde slået hovedet og sin ene arm. Så jeg kastede alt hvad jeg havde og kørte mod Pilebo (fritteren). Det tog en rum tid pga. trafikken, så først lidt i 3 var jeg i sfo’en. Der var barnet så taget til lægehuset i Tommerup St. med en pædagog, for hun var rigtig dårlig. Ikke vores normale læge, men det skulle gå stærkt inden lukketid. Nå, jeg samlede hendes ting og drønede videre til St.-byen. Der blev jeg så mødt af lægen, som sagde, at hun nu havde ringet efter en ambulance, for H. skulle af sted på skadestuen hurtigst muligt, da hun gled ind og ud af bevidsthed. Jeg talte lige kort med pædagogen, men hun vidste ikke så meget andet at det var et fald fra et træ. Så kom ambulancen og falckfolkene fik hende op på båren og ind i bilen. Der blev hun så koblet til puls/blodtryksmaskine og blev fikseret på båren. Hun græd meget, når hun var vågen, men gled hele tiden væk. Jeg fik sms’et besked til manden og ringet til farmor, om de ville køre hjem og være ved C. og S. Og så var det ellers med blå blink og sirene til OUH. Ham den ene falck-mand fik mig advaret om, at nu ville der jo være mange mennesker når vi kom til skadestuen, fordi hun skulle modtages som traume. Tak skæbne! Det skal jeg da lige love for. Hun fik halskrave på, blev røntgenfotograferet i maveregionen, forsøgt lagt drop i og taget blodprøver på, fik blusen klippet op, trykket og mærket på, målt blodtryk osv. alt på nærmest samme tid. Alt i mens hun skiftevis skreg helt vildt af skræk/smerte og faldt hen. Du godeste!! Til sidst blev det besluttet, at halskraven ikke var nødvendig, at hendes højre arm sandsynligvis var brækket og at hun skulle indlægges på børneafd. til obs. for hjernerystelse. Gråden stilnede af og vi kunne få både morens og barnets puls og blodtryk ned på et mere normalt niveau! H. var helt klart påvirket af den dueæg store bule hun havde i venstre side af panden. Hun var noget bims og blev ved med at spørge om de samme ting. Hun kunne slet ikke huske hvad der var sket, hverken faldet, ambulanceturen eller noget. Godt det samme. – Vi skulle så lige vente på at hun kunne få taget røntgen af sin arm. Det gik der en lille time med. Den højre arm har en såkaldt ”greenstick-fraktur”, så hun skulle heldigvis ikke opereres, bare have en gipsskinne på i 3 uger. Vi blev kørt tilbage til skadestuen og ventede på sygeplejersken, som skulle ordne det. Kl. ca. 19 ankom vi så endelig, iført gips, brækbakke og en tapper pige, til børneafd. og blev installeret. Sikke en eftermiddag!!! Og jeg var utroligt rolig gennem hele forløbet! PYH HA! Men når man står midt i det der vilde kaos, så er det nok en eller anden naturkraft der træder ind, at man skal forholde sig rolig og velafbalanceret, når barnet er så bange og fyldt med smerter. Behøver jeg at sige, at jeg overhovedet ikke sov om natten… Både fordi de kom ind hver time og målte hendes blodtryk og lyste hende i øjnene, men også fordi der jo så var rig mulighed for at ligge og spekulere og gennemleve alt hvad der var sket endnu en gang!
Lørdag eftermiddag fik vi lov at tage hjem med hende med påbud om nogle rolige dage uden (for meget) tv, nintendo osv. Jeg har så været hjemme hos hende i mandags og de sidste par dage har hun været hos farmor. Hun har det fint. Får lidt hovedpine ind i mellem og er træt. Hendes arm gør lidt ondt, men mest hvis hun lige glemmer at passe på. Det er jo højre arm og hun er højrehåndet. Hun har noget svært ved at holde sig i ro; hun er født med uro bagi, men så får vi lige en snak om hvorfor det nu lige var at hun måtte med ambulance, indlægges osv. Hun må så ikke have idræt, komme til fritidsaktiviteter og deltage i voldsom/vild leg i en uges tid. Regner dog med, at hun kan komme i skole torsdag eller fredag. Vi må se.. Momse/Olde (min mormor, børnenes olde) står på standby, hvis hun skal være hjemme flere dage.
Nu kan vi sgu snart også godt lige trænge til en pause i alle uheldene da!!


Så ikke meget fremgang på Topstykket… Men i morgen er der møde i strikke-klubben. Har ikke set dem siden sidst i november, så det bliver rigtig hyggeligt at mødes igen.

6. januar 2009

Snoning-på-tværs..

.. så er der billeder og Faktaboks:
Design:
Sandnes
Garn: Garnstudio ”karisma” fv. 16, koksgrå.
Forbrug: 418 gr til str. L+
Pinde: 7
Ændringer: Mindre og ikke udad-faldende krave. Qua +'et i str-angivelsen, så har jeg lavet ærmer og hals efter str. L og bul (hvis man kan kalde den det på den led) efter str. XL. Det ødelagde ikke helhedsindtrykket efter min mening.
Hit eller Skidt: Den giver sig lidt i brug og falder mere ned over skuldrene end beregnet. Jeg er dog vild med de halvkorte ærmer og snoningerne i den ”forkerte” retning. Har det med at falde for sådan nogle sweatre, til trods for at jeg har det med varme. Men igen; den store halsudskæring og de korte ærmer gør, at der er lidt mere ”luft” i den, så jeg ikke koger fuldstændig over! :-) (mener jeg burde være for ung til hedeture á la overgangsalderen, men man ved jo aldrig...)


Hverdagen har ramt os igen. Vi er ikke slået ud allerede, men det er da godt at vi har en lang ferie at huske og tære på. Har været vant til kantineordning på jobbet, men det er nu nedlagt. Endnu en madpakke der skal smøres… Øv. Men så er man da også sikker på at man ikke ”kommer til” at spise noget man ikke skulle.. Det var nu bare dejligt, at man kunne gå ud, sætte sig til bords og blive overrasket. Kollegerne og jeg har forsøgt at se vældig overraskede ud, når pakken åbnes, men det er ikke så overbevisende endda! Hihi…

Sneen kom til Fyn søndag eftermiddag og kælken, flyverdragten og handskerne bliver flittigt brugt. Ungerne stornyder det! Skønt med noget rigtigt vintervejr, bare træls at man skal ud at køre idet. Typisk at sne og frost kommer når ferie er ovre, ikk’? ;-)


Har købt et par små-julegaver fra mig til mig: En dag-for-dag-kalender "Never not knitting" udarbejdet af Stephanie Pearl-McPhee. Med små sjove noter, citater, gode strikkeråd hver tirsdag og en dejlig portion humor! Starter min dag med et smil... Derudover har jeg købt en bog, som jeg tilfældigvis faldt over. "Divas don't knit". Glæder mig til at læse den en dag... En roman, som involverer strik; det må være godt! :-)
Der strikkes topstykke. Langsomt, men sikkert. Er nu næsten nået til at skulle lave ærmehuller, så bliver der for en stund lidt færre masker på pindene. Ligenu høvler jeg rundt med 458 masker på hver omgang. Det tager tid. Har dog en god fornemmelse… Så den bliver ikke en strikkekurvsvarmer!!

3. januar 2009

Velkommen til 2009

her i mit lille hjørne af cyber-space!!

Håber alle kom godt ind i det nye år. Her var det ualmindeligt stille og roligt. Manden var godtnok hjemme hos os, men skulle være retur kl. 22. Indtil da hyggede vi os bare herhjemme med noget god mad og lidt tv. Så læssede vi os alle 5 i bilen og kørte ud i aftenen og kiggede på raketter. Vel hjemme igen blev ungerne, efter eget ønske, nattet og kl. 23 var her ro... Meget mærkeligt og lidt ensomt at sidde der kl. 24. Fik mig en cola at skåle i... :-) Jeg sad så og lyttede til alle bragene, strikkede på topstykket og så et par koncerter i fjernsynet. En anderledes indgang til et nyt år, men på sin vis vældig afslappende og eftertænksomt.

Julen blev vel overstået - uden væltede eller ribbede juletræer!! Vi havde en dejlig dag og aften med alt hvad dertil hører. 1. juledag tøffede vi rundt i nattøj det meste af dagen. Med god tid til at lege, sumpe, spise, hygge, læse osv.



Nu er ferien så lige straks brugt. Bl. a. på, at få færdiggjort et par ting. Som nævnt blev ældstebarnets poncho lukket af sådan lige før lukketid. Men færdig blev den.... kl. 00.14 natten til d. 24/12.
Faktaboks:
Design: Grunddesign lånt fra "Spirrevipstrik".
Garn: "Katia venus" 50% uld, 50% acryl. fv. 6804/lilla-meleret
Forbrug: 287 gr til str. 10½ år. Længde midtfor: 60 cm. Vingefang: 87 cm.
Pinde: 6
Ændringer: stort set alt...
Hit eller skidt: Den hitter! Er blød og vamset i en lækker lilla farve. Det kører... Og pigebarnet bruger den flittigt.



Udover ponchoen mindste's sokker langt om længe blevet færdig! De var nær ramt af sok-nr.-2-syndromet! Og hvor er det da noget pjat... Det tog jo kun en halv aften at færdiggøre den anden af slagsen til et fint par... tsk-tsk! ;-P
mini-Faktaboks:
Design: "Ingelise" blad nr. 10/07
Garn: "lana grossa - meilenweit multiringel" fv. 5050.
Forbrug: 42 gr. til str. 29


Har også fået kringlet min snoning-på-tværs, men den er der altså ikke billeder af endnu. Den skal have sin debut til en fødselsdags-brunch i morgen tidlig...

Og minsandten om det så ikke også er blevet til noget nyt på pindene: nemlig det længe ventede og stærkt omtalte topstykke!! Den bliver skøn, men den bliver sej!! Det er dømt til at blive en elsket beklædningsgenstand, men pyh den er sen at strikke. Fremdriften er svær at få øje på, men med lidt strikkemonogami (uhhh....) skal det nok lykkes.
Med sådan et helt nyt år liggende foran sig er der jo nok at tage fat på. Mange ønsker, drømme og vel også realistiske mål ind i mellem. Både på familie-, job- og håndarbejdsfronten er der masser af ting jeg gerne vil. Hvor meget af det der bliver til noget, tja... Vi får se.
Alle I derude ønskes i hvert fald et rigtigt godt nyt år - jeg glæder mig til at følge med i hvad der sker hos Jer!
P.S. Hjernerystelsen er kommet sig helt og aldeles.. :-)