23. marts 2010

OFO's 1, 2 & 3

Eller Old Finished Objects, der af gode grunde endnu ikke er vist frem. Men først: 1000, 1000 tak for søde og varmende ”velkommen-tilbag'er”. Rigtig dejligt at blive budt ind igen. :-)

Faktaboks: #1
Design: Tina Vejlø Andersen, Kastaniestrik
Garn: Jamieson’s Spindrift, 100% shetlandsuld. (Købt som kit)
Forbrug: 168 gr. Str. onesize
Pinde: 7
Ændringer: ingen
Strikket til: Mig :-)
Hit eller skidt: Let, hurtigt (jeg lavede det på 4 aftener) og sjovt strikketøj, når man lige ser bort fra, at garnet lugter temmelig meget af spindeolie og fedter fingrene en del. Det færdige arbejde er flot og varmer lige hvor det skal. Glider dog let af skuldrene, men det kunne sikkert fikses med en fast hæklet kant foroven eller noget.

Og så er der også:

Faktaboks: #2
Design: Tante Grøn design
Garn: Fritidsgarn fra Sandnes, fv. turkis (købt på ”halv-pris-udsalg" her)
Forbrug: 155 gr til str. 14 + 3 fimo-fåreknapper
Pinde: 7
Ændringer: Opskriften gik til 12 år, så jeg regnede lidt og fik en ca. str. 14 år
Strikket til: Ældstedatter i julegave
Hit eller skidt: Den blev så alligevel en anelse for stor og lidt uformelig, men er ellers modtaget godt af den store pige. Igen et nemt og hurtigt projekt. Det går lidt igen kan jeg se nu, men mon ikke min stressede hjerne og krop i den periode skal have ”skylden” for den løbebane.

Sidste i denne omgang:
Faktaboks: #3
Design: Tante Grøn design
Garn: Fritidsgarn fra Sandnes, fv. rød (købt på ”halv-pris-udsalg” her)
Forbrug: 140 gr til str. 10 år + 1 knap
Pinde: rundp. 7
Ændringer: ingen
Strikket til: Mellemstedatter i julegave
Hit eller skidt: Det forlyder fra pålidelig kilde (det er så barnet selv), at den er dejlig blød og varm og at hun ”har fået mange komplimenter for den” :-) Så det betegner vi som en succes!

Strikkepindene klirrer/gløder/arbejder, eller hvad man vil kalde det, stadig her hos mig. Dvs. lige p.t. hækler jeg på et blomstertørklæde. ;-)
Sidste weekend var jeg, som mange andre, på messe i Middelfart. Klart en forbedring med skift af lokation fra trange og megavarme haller i Vissenbjerg! Og da jeg samme dag alligevel havde ærinde i kystbyen, var det jo dejlig nemt bagefter at mødes med gode strikke-veninder og lave en hyggelig eftermiddag ud af det.

1. marts 2010

øøhhh - Hej!

Er her endnu. (og ku' sgu' huske mit login..) Ved ikke om nogen har bemærket det, men det er ved at være længe siden! (Underdrivelse: det er evigheder siden!!) Jeg har savnet at være her, men en gang i mellem bestemmer livet og tilværelsen lidt mere over en, end man egentlig lige er med på.
Blev sendt til tælling i det sene efterår af en træls afgørelse omkring mandens snarligt forventede hjemkomst, som blev udskudt – igen; en opsigelse fra mit job – igen; stort set for meget af det hele, med deraf følgende og ret tydelige stress/depressions-symptomer, som jeg måtte reagere på. Her tre måneder senere er det hele ved at vende lidt igen. Heldigvis.
Der er kommet en afklaring på forløbet af mandens hjemkomst/udslusning. Vi er så småt startet op – han er i øjeblikket hjemme fra lørdag til mandag. Stor, stor forandring, når han ikke har været i familiens skød i mere end 12 timer ad gangen siden ultimo 2006, men dejligt (og udfordrende) for os alle.
Jeg er fortsat sygemeldt, men i god bedring og behandling. Jobsøgningen er lagt lidt på hylden, men den vej kommer jeg også nedad igen – lige straks.
Strikketøjet har været min helt store terapifaktor i de forgangne måneder. En velkendt og tryg verden jeg kunne trække mig ind i, når det hele koksede inde i hovedet. Noget af det eneste jeg sådan rigtig kunne koncentrere mig om. Det meste har jeg husket at få fotograferet, så muligheden for løbende dokumentation foreligger. :-)
Jeg har faktisk tit siddet og forfattet et indlæg eller to i tankerne, men når det så kom til stykket kunne jeg ikke lige få frem hvad jeg ville eller også blev det bare ikke til noget. Den ene uge tog den anden og jo længere tid der gik, jo sværere blev det at komme tilbage til bloggeriet. Underligt nok…
Har prøvet at følge med rundt omkring, men kommentarer er det ikke blevet til mange af.


Nu kan jeg så passende få fremvist en af de ”gamle” færdige ting. Kan nærmest ikke huske hvad der er lavet færdigt hvornår, men here goes… Min cumulus-vest var vist der jeg "nåede til" før jeg gik kold.
Faktaboks:
Design: Annette Danielsen
Garn: "Greenland" Løvegarn; 50% uld, 35% acryl, 15% alpaca i fv. 06/mørkegrå
Forbrug: 730 gr til str. L
Pinde: 7, rundp og strømpep.

Ændringer: Fravalgte Isagers garn, som den jo er lavet i. Primært pga. prisen. Lavede den ca. 10 cm kortere pga min ringe højde.
Strikket til: Mig
Hit eller skidt: Den har været en af denne kolde vinters absolutte favoritter! Desuden en fornøjelse at strikke, da jeg lige kom udenom den trykfejl der var i opskriften. Pasform og funktionalitet er også i top.

Uh wauw, kom da lige til at se at i dag faktisk er mit 3 års blog-o-læum. Der kan man se... :-)