6. februar 2009

Diplom i dobbeltstrik..

...fik jeg næsten i går. Annette Danielsen var på besøg i Kulturmaskinen og delte ud af sin store viden. Vi kunne vælge i mellem flere små opgaver. Der var rigtig mange, som godt kunne tænke sig at knække koden på det dobbeltstrik, og de fleste havde vist set lyset inden aftenen var omme.
”Strik naturligvis” var på tilbud til speciel Odense-pris, så den kom endelig med hjem på min boghylde – og endda med en lille hilsen fra forfatteren. :-)
Og under fælles edsaflæggelse fik vi lov at se prototyper på børnemodellerne fra Annettes kommende bog. Nøij, der skal laves et par modeller eller 8! De var bare søde, flotte, fantasifulde, kreative osv. Superlativerne fløj rundt i lokalet. Det kan kun blive et hit. Den udkommer 21. september…. Skulle vi hilse og sige!
Fin, fin aften. Og det lykkedes endelig at få hilst på Fru Kvist; Lise, det var bare hyggeligt!


Mit topstykke-monogami er brudt. Jeg var lige ved at gå kold, så en lille Tibodoo-spencer til niecen er startet op. Er nu ikke længere så nervøs for om topstykket bliver en strikkekurvsvarmer, for den er for lækker til bare at hensygne der.


Nu er der så bare lige det at jeg har fået en mega omgang sene-betændelse i mit højre håndled, så alt strik er på stand-by nogle dage! ØV. Den er ekstra slem denne gang, normalt kan det klares med et elastikbind et par dage. Ved ikke helt hvad der lige er gået galt, men der har nu godt nok været en del muse-flytteri på det seneste, så det er jo nok der den er udløst. Så genvejstasterne bliver trænet flittigt på arbejdet i de her dage! Al skrivning foregår i et noget mere adstadigt tempo end mit sædvanlige, rimeligt hurtige, tifingersystem.


Tilsidst lige et billede af husløven:
Stor er han blevet. Fræk og meget livlig har han været hele tiden. På mandag er han et ½ år. Skal snart neutraliseres og øremærkes og så skal han for alvor til at være udekat. Ungerne er stadig fuldstændig forgabt i ham, så det er lige som det skal være. Jeg må godt nok tit minde dem om, at han sådan set har 4 poter at gå på, for han skal lige løftes op og nusses med - hele tiden!

6 kommentarer:

Anne sagde ...

dobbelt strik er sjovt, men tidskrævende :-)
Det er ½ års kattekillinger også, men også sjove :-)
Det bliver da spændende at se den næste bog fra Annette Danielsen.
God weekend :-)

Lise sagde ...

Vi var da bare go'e til det der dobbeltstrikkeri, Marlene! Det var en fin og inspirerende aften, selv om jeg ikke synes Kulturmaskinen er ligeså hyggelig som Badstuen. Jeg glæder mig til at se dig igen nu hvor jeg ved hvordan du ser ud...

Fru Thorsted sagde ...

@Anne; også god week-end til dig. Og glæd dig til den Annette D.-bog. Den holder...

@Lise; du har helt ret. Der er ikke meget sjæl på Kulturmaskinen. Og for dælen da, hvor det kørte for os med det dobbeltstrikkeri! :-)

Jette sagde ...

Jeg gad ikke prøve det dobbeltstrik, skal nok lige have mere ro til det. Men kan se at det lykkedes fint for dig. Skulle jo have vidst at du var der, så kunne vi have hilst på hinanden. Jeg er nået 2 ngl. på Topstykket, det tager sin tid. Og den lille top du laver er bare så sød. Og god bedring med håndledene. Det kan være vi ses næste gang til cafe..

Ulla sagde ...

Tillykke med duelighedstegn i Dobbeltstrik.

Jeg er helt enig, de nye Annette D modeller er forrygende. Der skal strikkes flere af dem.

Tine sagde ...

Hvor ser det spændende ud, det dobbeltstrik!
Det glæder jeg mig til at se mere af ;-)

Og hvor lyder det spændende med den nye Annette Danielsen bog!
Du er heldig, sådan at have fået et snydekig :o)