9. juni 2007

Helga Isager

skulle komme og holde foredrag om sit strik på Badstuen i Odense d. 7/6, så jeg i Hendes Verden. Dét kunne da være interessant, tænkte jeg og organiserede barnepige og tog afsted! Ved ankomsten viste det sig så, at HI var blevet forhindret og Tante Grøn var sprunget til i stedet for. De forhandler jo (blandt meget andet) også HI-kits. Så selvom det ikke blev til Helga, var det en rigtig hyggelig (og varm...) aften med lidt baggrundshistorie fra søstrene der driver Tante Grøn. Sjovt at høre om. De havde taget en masse børnemodeller af eget design med til beskuelse samt selvfølgelig nogle Amimono ting og kits, som denne aften blev solgt minus 30%!! Det kunne jeg jo altså ikke stå for og efter en lang forelskelse i Snowdrop (der jo popper op i indtil flere udgaver alle steder i blog-land) blev det den, der tog med mig hjem:


Kid mohair i lys grøn og Tvinni i en blågrøn. Glæder mig vildt til at lave den, meeen det kommer til at vente nogle måneder. For det første er det for varmt at sidde med den slags garn nu - og for det andet har jeg i hvert fald tre andre projekter, der skal laves først!
- Og så er det da heller ikke sidste gang jeg skal på strikkecafé. Det er hver torsdag. Har aldrig taget mig sammen til at komme afsted - var sådan lidt..uuhh.. over at tage afsted alene - men det var da bare top-hyggeligt. :-) Jeg var så den eneste som ikke havde gang i pindene... Troede at det "bare" var et foredrag, men selvfølgelig kan man da strikke samtidig... hehe...

Den første uge på det nye job er godt overstået. Dagene er gået stærkt, men på en god måde. Der er en god stemning derude og det tegner da godt, syn's jeg.
Nu vil jeg tilbage til terrassen og det fantastiske sommervejr - og monteringen af min top.. Så næste gang kan der måske ligefrem forekomme endnu et færdigt projekt! ;-)

Ingen kommentarer: