11. april 2007

Ny bog, noget om "mus" og en rund fødselsdag..

Så blev påsken (godt) overstået.
Og efter en hektisk dag på farten, (mere herom senere), lå der en ny bog i postkassen! Har kun lige hurtigt bladret den igennem, men ser da ud til at der er potentielle, og fremfor alt, overkommelige projekter i den. :-) Det er jo altid dejligt med lidt inspiration og der er nu noget særligt over sådan en spritny bog. Uanset om den er garn-relateret eller ej. Jeg er medlem af et par bogklubber og det er bare skønt, når der kommer et nyt blad med posten. Straks må der brygges kaffe og så ellers "oses" igennem alle de nye titler. Jeg er godtnok inde i en periode med "læsetørke", så må med skam melde, at jeg faktisk har indtil flere ulæste bøger stående i reolen. Men det betyder jo så også, at der er noget at glæde sig til, når læselysten pludselig melder sig igen. Det er meget i perioder; så sluger jeg måske 2-3 bøger på ganske kort tid og så kan der gå et stykke tid, hvor jeg stort set ikke åbner en bog. I januar/februar genlæste jeg med stor fornøjelse serien om "Jordens børn" af Jean M. Auel. Det er jo lidt af nogle mursten, så måske derfor, trænger jeg lige til en bogpause nu her. Det kommer så strikningen tilgode..

Hvor kommer musene så ind... Tja... Jeg har haft problemer med smerter i knæene sådan on-off de sidste omkring 17 år. De sidste par måneder har, især, mit venstre knæ drillet mig rigtig meget og tilsidst måtte jeg en tur til lægen. Her fik jeg en henvisning til en undersøgelse på ortopædkirurgisk afd på Middelfart Sygehus. Der var så "bare" lige en ventetid på 2½ måned. Det var kun til for-undersøgelsen! - heldigvis har vi jo frit sygehusvalg i DK, så jeg drønede på nettet og fandt ud af at jeg kun skulle vente godt 3 uger på at komme til på Give sygehus. Tænkte, at så langt er der jo heller ikke fra Tommerup til Give, så jeg fik omdirigeret min henvisning. Anyway - idag var så dagen for for-undersøgelsen. Jeg blev scannet i knæet og lægen mente nu godtnok at det var nødvendigt med en kikkert-operation pga. de her "mus" for at det ikke skulle komme til at genere mig alt for meget senere hen. Det blev planlagt til d. 15. maj - ½ times operation i fuld narkose, ca. 14 dage på krykker og så kører det for mig igen! ;-)Håber jeg... Det huer mig nu ikke voldsomt meget med den der narkose, men sådan er det så. Det er dælme heller ikke mega god timing med mig som halv-invalid, når nu husbonden ikke er hjemme, men det klarer vi jo også nok. (Som altid med fantastisk hjælp og bistand fra familien) Om ikke andet får jeg da tid til, at sidde med benet oppe og læse eller strikke lidt med god samvittighed....


For at det hele ikke skal gå op i sygdom, kan vi meddele, at vi her i huset kan fejre en rund fødselsdag idag. Vores hund, Nico, bliver 10 år idag!! Hurraaahh!!! Selvom han her til højre ligner en udvisket, sort kugle (og iøvrigt på forbudt territorium i en af ungernes sækkestole) er han en madglad, lidt tumpet labrador og vores første barn - hihi!

Ingen kommentarer: