...var en sorgens dag her hos os. Et elsket familiemedlem måtte forlade os. Nico er her ikke mere. Efter godt 11 år er vi uden hund i huset. Meget, meget underligt og meget, meget hårdt!
Han blev kørt ned af en bil i januar i år og siden da har han altså ikke rigtig været sig selv. Her på det seneste har han været temmelig stivbenet; plaget af gigt og derudover også ramt lidt af begyndende grå stær på begge øjne. Om det er det, som har ændret ham ved jeg ikke, men faktum er, at han 2-3 gange inden for et par måneder har snerret og snappet efter mig. Så sent som i mandags skete det igen - og det var med til at træffe beslutningen. For hvornår bliver der knurret af et at børnene eller deres kammerater..eller måske endda bidt i! Så i samråd med vores dyrlæge og for at stoppe mens legen var forholdsvis god, bestemte vi at dagen i går var den sidste med ham... Børnene, især den mellemste, har været meget kede af det og det er da bestemt heller ikke nogen rar situation. Det er jo et stykke "fast inventar" der pludselig er væk. Han har været hos os siden før vi fik børn... Vi trøster os selv og hinanden med, at han, trods alt, har haft et dejligt og langt hundeliv og at han nu drøner rundt i fuldt firspring, uden gigt, oppe i hunde-himlen...
Ha' det godt, Lille Viggo!!
1 kommentar:
Ja, Vakse Viggo..... - han var så god og sød, nu er han i himlen, for nu er han død.
Det rimer tilmed, hvilket minder mig om den "sang" vi digtede om Vakse Viggo og hans evindelige springen rundt om vores store kaningård. :-)Det er vist herfra betegnelsen Vakse Viggo stammer.
Til sidst var han dog ikke så vaks mere. Var godt nok blevet lidt hængemulet i det. Så alt i alt var det jo nok det bedste. Vi vil dog savne Vakse Viggo, når vi fremover kommer buldrende til Tommerup med hele vores to- og firbenede menageri. Det bliver lidt mærkeligt.
Hvil i fred Vakse Viggo og tak for mange hyggelige hundestunder.
Kærlig hilsen en STOR hundeven.
Send en kommentar