30. september 2007

Morfartrøje

Ja, det var så den hemmelige fødselsdagsgave. Blev afleveret i sidste week-end, da min lille "næsten-Guddatter" Ida-Marie fyldte 1 år. Moderen blev begejstret og tøsen var snot-forkølet og nolet og ville allerhelst bare se gæsternes fodsåler... ;-) (ellers tak for en hyggelig eftermiddag/tidlig aften..)

Fakta:
Design: Jonna Thue/Hjertegarn
Garn: "Hjerte blend/tendens" 50% bomuld/50% acryl i lavendel og brun
Forbrug: 353 g til trøje og sokker i str. 1 år.
Pinde: 2½ + 3 samt hæklenål 2½ til blomster
Ændringer: en ekstra centimeter i længden, ellers intet.
Hit eller skidt: Har ikke set pigebarnet i den endnu, men jeg er selv ret godt tilfreds med den. Synes den blev lige nøjagtig så sød, som jeg havde håbet på. Sådan noget rib-strik har det jo med at trække sig sammen og se mærkeligt ud, men da den lå udspændt så den nu helt fin ud :-)
Også detaljen med de hæklede blomster med sommerfugleknapper i midten er da ret sød, ikk'?

Derudover er min første udgave af "Snowdrop" blevet færdig (og har også været i brug :-) ) Skal lige ha' taget nogle fotos af den, så skal den nok blive fremvist her på stedet. Og minsandten om ikke det hæklede sjal også er finito-bambino. Skal blokkes lidt, da det er ret så ude af facon - og mon så ikke der også lige kommer et enkelt billede af det. :-)

P.t. er jeg cirka halvt igennem en "hindbær" nederdel til mindstedatteren. Tog chancen og gik i gang i noget alpaka, i stedet for originalgarnet. Tegner godt. Farverne er i hvert fald superflotte. Den store pige har bestilt en "ananas" trøje og er bare ovre det lyserøde, så den skal være blålig!! Har netop bestilt garn hos 123knit.com og er spændt på om de to farver jeg vil kombinere, nu også swinger sammen. Det gik godt mht. de røde farver til hindbær, som mon ikke jeg kan være heldig igen?

Pigerne har været med mormor på camping hele week-enden, så de er lige kommet op af badekarret. Nu dejligt trætte og rene. Lillebror og jeg har nydt at have god tid sammen og i eftermiddags var vi ude at gå tur ved Gals Klint (Middelfart) sammen med farmand. Vi var heldige at kunne gå op og ned ad bakker (bjerge, som mindstemanden siger) og ind og ud imellem træer/stammer/svampe og andet godt i en efterårsskov og få en god halv times gåtur mellem bygerne! Tilmed så vi både bambi'er og skovtrolde iflg. Christian... ;-)

2 kommentarer:

Merete sagde ...

Hej
Hvor er den brune og lavendel farve bare gode sammen. Jeg ville nok ikke selv, kun finde på at sætte de 2 farver sammen. Men det ser godt ud

Merete, Ramløse

Lene sagde ...

Supersød bluse den kommer helt sikkert til at gøre lykke.
Jeg glæder mig til at se hindbær færdig, den er nemlig også på Andreas ønskeliste.
KH Lene