26. marts 2008

Lidt af hvert…

.. og ingenting! Aftensmaden er spist og børnene puttet i fælles opblødning i badekarret! Så er det blog-tid..
Påskeferien er ovre og hverdagen er atter på skinner. Påsken bød jo på en del sne her på Fyn til børnenes store begejstring. Vi havde faren/manden hjemme torsdag og lørdag. Lørdag var vi til kombineret påskefrokost/fødselsdag hos Farmor. Det blev ikke som sådan til egentlige projekter, men fik da bund i vasketøjet og ordnet forskellige andre småting, som har været lidt på stand-by. Desuden var jeg med min søster, svoger og hans bror en tur i Tyskland søndag. Mandag fyldte vi bilen med farmor og børn og tog på besøg hos faren/manden. Havde egentlig mest lyst til bare at være hjemme på den sidste påske-fridag, men ungerne ville selvfølgelig gerne til deres far. - Jeg har nydt stilheden på jobbet i dag…Pyh, mine unger larmer! Når vi sådan har været sammen det meste af døgnet i 5 dage, så bliver man lidt træt i hovedet!! ;-)

På strikkefronten bød påsken på et anfald af ”startitis”. På Vissenbjerg messen købte jeg lidt ind hos ”Tanterne”. De havde en hel ny-designet A-formet tunika med korte ærmer med på standen og den kunne jeg ikke leve uden.

Så den er godt i vej. Har strikket ryggen og er ca. ¼ del oppe på forstykket. For og bag er alm. glatstrik med indtagninger og ærmerne omvendt glat. Giver en fin effekt. - Midt i det hele ankom det nye ”ingelise” i postkassen. Der blev jeg fristet af en lille pigetrøje; gravede i restebunkerne, fandt noget egnet garn og slog op. Her er ryggen og det ene forstykke klar, men nu er jeg godt nok i tvivl om, om jeg alligevel har forregnet mig mht. resterne. Tror sgu ikke der er nok garn. Det vil vise sig - og så må jeg til at udtænke kreative løsninger! :-) Måske det ender med at blive en vest eller noget…

I øvrigt havde svigermor og jeg nogle hyggelige timer på føromtalte messe. Jo, der var rigtig mange quindemennesker på meget lidt plads; der var heste-hedt og meget lidt ilt i overskud! Men mange fine stande og andet sjovt at se på gjorde, at tiden fløj alligevel. Var også forbi M+H Isager/Danielsen-udstillingen. Fine ting (set før). Men var især imponeret af ”Viften”. Har ikke investeret i ”Japan”-bogen. Og det ville måske være lidt meget at gøre det bare pga. viften… Udover A-tunikaen fra ”Tante Grøn” blev der købt noget kaffebrun, merceriseret bomuld til en lille Holme-Samsøe cardigan. (Der er simpelthen mange søde modeller i det hæfte!) Der er jo babyer på vej alle steder i løbet af året!!

Nå, måske der er ved at være "rosin-tæer" på børnene. :-) Takker af for nu...

Ingen kommentarer: