24. februar 2008

Interweave Knits og snart hverdag..

For noget der virker som ca. 100 år siden, faldt jeg over et tilbud på IK, hvor man kunne få 5 numre til 4'res pris. Det måtte jo prøves og fredag kom så endelig det første eksemplar! Jeg læser, bladrer, nærstuderer og læser lidt mere stadigvæk... Tror jeg nok, man kunne blive glad for at modtage sådan jævnligt! :-)

Og så er det jo ikke ferie mere, men blot week-end. I morgen begynder hverdagen igen. Ugen er gået stærkt, som feriedage jo har det for vane. Men vi har hygget os og nået en masse. Ikke så meget praktisk, mere noget med at opleve lidt andet end vi plejer. Og det er jo heller ikke sådan af vejen...

Vores 4 dage (fra fredag eftermiddag til tirsdag) i Stege var mestendels velsignet med skønt vejr, så der blev vandret, kigget på butikker, besøgt bolsjekogeri (som lå i 5 min. gå-afstand) og bare slappet af. Vi tog en tur til Klinten; mand! der var mange trapper. Vi overvejede at skrive til rette vedkommende og bede om at få opsat ilt-apparat på halvvejen... De mange trin opad gav røde kinder! :-)
Og som det jo også tit er tilfældet, var det dejligt at vende næsen hjem igen. Onsdag var mormor på banen med husmoderlig assistance og børnepasning, da jeg havde en aftale hele eftermiddagen. Torsdag var jo den store "D-dag" og vi var så heldige, at faderen/husbonden også kunne komme med. Pigerne (Lillebror var ikke med...) nød det hele i fulde drag og da der så også blev inviteret på restaurant efter showet, ville jubelen ingen ende tage! Nu var vi så lissom kommet ind i den der spiral med at forlyste os, så da mosteren ville have os med i "Slaraffenland" om fredagen, slog vi selvfølgelig til... Lørdag og i dag er blevet brugt til at geare ungerne lidt ned igen - og geare moren op til mandag! :-)
P.S. Strikjakken er færdigmonteret og afleveret til Svigermama. Har dog endnu ikke fået hende lokket til en fotosession og har også lige glemt at få nedfældet detaljerne til en faktaboks. Stay tuned...

Ingen kommentarer: