..havde jeg jo i sidste uge. Og den var tiltrængt.. Helt ind til benet tiltrængt. Jeg var totalt pirrelig, urimelig, sur, opfarende, deprimeret, opgivende og bare træt! Så da ungerne drog af sted den torsdag, drog jeg et lettelsens suk. Jo jeg gjorde! Og det er i orden.. er jeg kommet frem til efter mange og lange konversationer med mig selv og mit ego. De tre ugers ferie med ungerne var lige det sidste nøk, der udløste ovenstående reaktioner. Pyh, jeg kunne bare ikke mere. Var brugt.. Selvom vores hverdag/tilværelse efterhånden har fundet et leje, hvor ungerne og jeg klarer os uden manden/farens daglige tilstedeværelse og hvor hans hjemkomst i ½ døgn i løbet af weekenden forløber uden de store sværdslag, så har jeg åbenbart fået puttet nogle frustrationer og følelser ind et eller andet sted. Det hele var ved at boble over for mig, men min nylige solitære status tog toppen af dampen og nu kan jeg lidt igen!
Som beskrevet startede jeg med en hyggelig café- og bio tur og det var så startskuddet til at gøre lige hvad jeg havde lyst til, når jeg havde lyst til det! Fik strikket en del – dejligt. Har malet mit bryggers – dejligt (varmt). Har
besøgt gode
venner – rigtig dejligt. Har siddet ligeså stille med en
god bog på terrassen - super. Ingen madpakker – fantastisk. Har spist på mærkelige tidspunkter og hvad jeg nu lige kunne tænke mig – skønt. Alt i alt ren optankning for sjælen. I min verden ikke nogen selvfølgelighed, men uhh, hvor har det været rart.
Nu er det også rart at have alle ungerne hjemme igen! De havde savnet deres moar… især den lille mand. Så han har været lidt ”koala” siden, men det er okay. Og sikke de kunne fortælle. De havde haft super, super vejr og lignede alle små mulatter. Farfar/farmor og olde havde al den tid de kunne ønske sig, så det har været kvalificeret nærvær for alle pengene!!