30. september 2007

Morfartrøje

Ja, det var så den hemmelige fødselsdagsgave. Blev afleveret i sidste week-end, da min lille "næsten-Guddatter" Ida-Marie fyldte 1 år. Moderen blev begejstret og tøsen var snot-forkølet og nolet og ville allerhelst bare se gæsternes fodsåler... ;-) (ellers tak for en hyggelig eftermiddag/tidlig aften..)

Fakta:
Design: Jonna Thue/Hjertegarn
Garn: "Hjerte blend/tendens" 50% bomuld/50% acryl i lavendel og brun
Forbrug: 353 g til trøje og sokker i str. 1 år.
Pinde: 2½ + 3 samt hæklenål 2½ til blomster
Ændringer: en ekstra centimeter i længden, ellers intet.
Hit eller skidt: Har ikke set pigebarnet i den endnu, men jeg er selv ret godt tilfreds med den. Synes den blev lige nøjagtig så sød, som jeg havde håbet på. Sådan noget rib-strik har det jo med at trække sig sammen og se mærkeligt ud, men da den lå udspændt så den nu helt fin ud :-)
Også detaljen med de hæklede blomster med sommerfugleknapper i midten er da ret sød, ikk'?

Derudover er min første udgave af "Snowdrop" blevet færdig (og har også været i brug :-) ) Skal lige ha' taget nogle fotos af den, så skal den nok blive fremvist her på stedet. Og minsandten om ikke det hæklede sjal også er finito-bambino. Skal blokkes lidt, da det er ret så ude af facon - og mon så ikke der også lige kommer et enkelt billede af det. :-)

P.t. er jeg cirka halvt igennem en "hindbær" nederdel til mindstedatteren. Tog chancen og gik i gang i noget alpaka, i stedet for originalgarnet. Tegner godt. Farverne er i hvert fald superflotte. Den store pige har bestilt en "ananas" trøje og er bare ovre det lyserøde, så den skal være blålig!! Har netop bestilt garn hos 123knit.com og er spændt på om de to farver jeg vil kombinere, nu også swinger sammen. Det gik godt mht. de røde farver til hindbær, som mon ikke jeg kan være heldig igen?

Pigerne har været med mormor på camping hele week-enden, så de er lige kommet op af badekarret. Nu dejligt trætte og rene. Lillebror og jeg har nydt at have god tid sammen og i eftermiddags var vi ude at gå tur ved Gals Klint (Middelfart) sammen med farmand. Vi var heldige at kunne gå op og ned ad bakker (bjerge, som mindstemanden siger) og ind og ud imellem træer/stammer/svampe og andet godt i en efterårsskov og få en god halv times gåtur mellem bygerne! Tilmed så vi både bambi'er og skovtrolde iflg. Christian... ;-)

15. september 2007

Nostalgi og huller i ørerne



Blæsevejret idag gav anledning til at finde den varme trøje frem (når man beder ham finde "Christian-smilet" frem ser han sådan ud! Lækker gut, ik'? :-) ) Det slog mig, at denne trøje faktisk er en jeg strikkede til min venindes søn Martin (min gudsøn), da han var i Christians alder og nu er han næsten 9, så den har jo egentlig holdt sig ganske pænt. Det er et Lene Holme Samsøe-design fra HP Garn "Baby og småbørnsstrik nr. 3". - Kan huske at jeg blev rigtig glad, da sweateren "kom tilbage". Christian har løbende arvet tøj fra Martin og en dag var den i en af poserne. Det er jo skønt, at noget man har lagt tid og kærlighed i, kan bruges af mere end et barn!

Manden og jeg brugte en del af formiddagen på "kvalitetstid" med mellembarnet. Hun fyldte 7 for 2 uger siden og vi har i lang tid lovet hende, at når hun blev 7, så måtte hun få huller i ørerne. Så i dag var den store dag. Vi drog afsted, forinden godt forberedt med en lang snak om hvordan og hvorledes (qua storesøsters oplevelse af samme begivenhed for 2½ år siden; med gråd og tænders gnidsel...). Fandt guldsmeden, valgte ørestikkere og blev tegnet på hver øreflip. UUUUHHH, tænkte moren, men ikke et kny fra tøsen! Så nu promenerer hun med fine blomster i ørerne... Sjovt, hvor forskellige søskende kan være. På vej hjem i bilen reflekterer hun over alt det hun havde fået. "Altså huller i ørerne, ny vinterjakke, en bamse og noget at spise og drikke. Er det virkelig dine penge, mor, der har givet mig alt det? Tak for alle tingene." hi-hi-hi, sød pige... Hun er en meget eftertænksom type, som kommer med rigtig mange gode, sjove og kloge bemærkninger. Så er det jo, at man skal huske at notere ned til senere brug....


11. september 2007

Møgdag

Selvom ovennævnte bedst betegner dagen idag, har jeg alligevel lyst til lidt blogning. Skete dog et par positive ting...
Surfede lidt tidligere og faldt over denne bog: "Spirrevipstrik og herlig hækling" af Britta Wilfert. Nogen der har hørt/set/prøvet noget herfra?? Er ret nyudkommet og jeg synes den ser spændende ud.. Kan bl.a. fås her.
Derudover benyttede jeg mig af en "tvungen fritime" (datteren skulle til gymnastik, som tilfældigvis ligger lige ved siden af vores lokale bibliotek ;-) ) og smuttede på biblo. Fik en rigtig go' og givtig snak med vores supersøde bibliotekar (der, viser det sig, også er ret vild med at strikke). Så jeg fik lov at gå bag ved "disken" og søge på hendes computer efter diverse strikkebøger. Reserverede 3 styks! Så det har jeg da at glæde mig til... Listen var lang og da udvalget på hylderne er let at overse, er det jo et helt skattekammer jeg er faldet over - syn's jeg...

10. september 2007

Hverdagen har taget magten..

..så selvom der ikke just er konkrete beviser på det, er jeg her altså endnu. Og der flyver da også både ret/vrang og fast/luftmasker af diverse pinde/nåle!! Men uuhh hvor er det nogle gange for meget - det hele... Måske man skulle overveje at lære meditation/yoga: ouummm........og så glider vi langsomt og yndefuldt over i en klassisk solhilsen.... (Ser for mig elgene fra Disney's Bjørnebrødre: der er nogle "fraklip" efter filmen, hvor de dyrker yoga. hehe...)

Rev en aften ud af kalenderen i torsdags - var egentlig for træt - men endte med at være godt givet ud. Taler selvfølgelig om Hanne Falkenbergs "optræden" på Badstuen i Odense. Meget dygtig dame og vildt sød og beskeden også. Investerede ikke (og var desværre ikke liiige den heldige i lodtrækningen om et kit efter helt eget valg... ;-) ), men jeg er da ret lun på denne!! Fås i ca. 70 farver, så det er bare om at vælge!

Til gengæld har jeg handlet hos Nanna ; kunne dælme da ikke leve uden en "Green Gable" i en dejlig blåbærfarve i det just hjemkomne "Merci". Derudover røg der også alpaka i kurven til en hindbær-nederdel til mindstepigen.
(Guderne må vide hvornår alle de her projekter vil blive ført ud i livet; men det er søreme dejligt at ha' et godt lager, ikk'.... :-) Kunne dog være, at der snart skal indføres garn-indkøbs-stop!!! UUHHH, bare at skrive det, giver mig næsten myrekryb; så mange flotte ting og skønt garn - så lidt tid!!
Indtil da vil jeg begive mig videre ud i aftenen. Der er madpakker at smøre, tasker at pakke og søvn at indhente...